EMNER

Togtrafikken generet af nedfalden køreledning

KØBENHAVN: Togtrafikken mellem landsdelene gik søndag eftermiddag i stå, netop som en af årets store rejsedage kulminerede. En køreledning blev revet ned på Lillebæltsbroen, så togene måtte standse på begge sider af bæltet. Uheldet skete ved 16.20-tiden og betød, at de mange passagerer, der var på vej hjem fra juleferien blev forsinktet. Banedanmark satte hurtigt ind for at få fjernet kablet fra det ene spor, så togene et ad gangen kunne gelejdes over den gamle bro, men flere tog blev i eftermiddagens løb aflyst, og passagererne måtte køres i busser over bæltet. Ved 20-tiden oplyste DSB, at alle tog igen kørte, men man kunne fortsat kun bruge det ene spor på broen, så der var forsinkelser på op til en halv time. /ritzau/