Tolerance under frysepunktet

Vi drømmer om den hvide vinter, men frustrationerne tager hurtigt over, for vejret udfordrer vores kontrol over tilværelsen

Af Benedikte Ballund redaktion@nordjyske.dk Hvid jul - det er et vidunder. Men hvad med hvid januar og februar? Hører du til dem, der stadig lyser op ved udsigten til mere sne og nyder, at vintermørket får et formildende skær? Som glæder sig over, at vi får lov til at opleve en rigtig vinter, selvom forskerne taler om global opvarmning og smeltede isbjerge? Som nyder lyden af knirken under vinterstøvlerne? Eller er du måske mere optaget af, at dine støvler er fyldt med saltrande? At bilen er svær at starte, at rydning er en sur pligt, at skraldet ikke bliver hentet og at den hvide kulde ødelægger de daglige rutiner og gør livet så besværligt, at du bare ønsker sneen ad Pommern til? Hvis du hører til den sidstnævnte slags, der for længst har fået nok af Snemand Frost og længes efter Frøken Tø, er du ikke den eneste. "Vi vil have SOMMER og SOL, ikke KULDE og SNE", hedder en Facebookgruppe, som mere end 10.000 har sluttet sig til, siden den blev grundlagt i januar. Yderligere et par tusind har sluttet sig til lignende grupper, som for eksempel "Sne? Skrid nu din vej!" og "Alle os der ønsker at sneen forsvinder hurtigst muligt." Hos de danske bloggere kan man også finde masser af utilfredshed i deres dagbogsnotater på nettet. "Har fået nok af vintervejret, som er blevet en irriterende plage, man bare ikke gider mere! Sneen har været i vejen for mig lige fra starten af; aflyste fødselsdagmiddage, aflyste eksaminer, aflyste fester, aflyste tog, etc.," som en af dem skriver. Rejsebranchen har ligeledes kunnet mærke, at vores glæde ved det hvide vejr er til at overse. Trods krisen har 30.000 danskere i vinterferien søgt mod varmere himmelstrøg som Thailand og Gran Canaria, og rejsebureauerne har måttet melde udsolgt. Vi gider simpelthen ikke mere kulde og sne, lyder forklaringen fra branchen. Sneraseri og piftede dæk Irritationen melder sig ikke bare på nettet. Mens julesneen er tæt knyttet til forestillingen om, at freden sænker sig over os i takt med, at fnuggene daler, så kan reaktionerne godt blive anderledes, når sneen bare bliver ved og ved og griber forstyrrende ind i den travle hverdag. "Den her lille forkælede nation har meget svært ved at tage den beskedne frustration, at bussen kommer lidt senere, end den plejer. Folk i morgentrafikken tager det som en personlig fornærmelse, at der drysser lidt sne ned", som professor og tidligere chefpsykolog Jørn Beckmann udtalte til gratisavisen 24timer tidligere på måneden. Snow rage - sneraseri - hedder et amerikansk/canadisk begreb, som opstod for et par år siden parallelt med begrebet road rage - trafikraseri - hvor stressede pendlere i bilkøer i vrede slår løs på hinanden. Sneraseriet dækker over den aggressive tilstand og medfølgende konflikter, der for eksempel opstår, når sneploven har dækket vores fortovskant med sne eller der er en, som formaster sig til at snuppe en af de få parkeringspladser i vejkanten, som ikke er blevet fyldt op af driver. Den slags har fået både amerikanere og canadiere til at true med våben og kaste sig ud i fysisk vold, når naturen har åbnet for sluserne. Så slemt står det ikke til i Danmark, hvor snemasserne ret beset heller ikke når de samme dimensioner. Alligevel har medierne for eksempel kunnet melde om frustrerede danskere, der har ringet til 114 for at skælde politiet ud over vejret eller piftet hjulet på en lastbil, der var kommet til at skubbe sne hen foran en indkørsel, da den skulle levere varer. Overtaget rattet efter Vorherre Sådan kan moderne stressede mennesker reagere, men vores irritation og frustration over sneen ville have vakt en del undren hos vores formødre og - fædre i bondesamfindet, selvom deres vintre ofte var både koldere og hårdere, fortæller historiker Ib Askholm, der er forfatter til flere bøger om danskerne og deres forhold til vejret gennem tiden. - Man underkastede sig naturen, og det har givet en ro i sindet, som vi kender fra Østen og deres filosofiske tilgang til tilværelsen. Hvis det regner i tre måneder i træk derude, må man blive inden døre eller anskaffe sig en paraply. Det er ikke noget, man brokker sig over, siger han. I dag sidder rigtig mange af os ikke længere på landet, men i byerne, hvor naturens luner normalt spiller en meget lille rolle for vores liv. Den afstand er med til at nære de romantiske forestillinger om den hvide vinter, hvor alt næsten er som i Nøddebo Præstegård. En forestilling, som virkeligheden kan have svært ved at leve op til. Samtidig er vi blevet vant til, at teknologien løser de udfordringer, der dukker op. NOGEN må gøre NOGET, hvad enten det så er de kommunale sneplove, politiet, Falck eller den offentlige trafik, der bare skal køre, hvis vi ikke selv kan. Chefen venter, ungerne skal i institution, der skal købes ind, vi skal til gymnastik, foredrag, aftenskole, venindeaften. Vi er vant til at kunne kontrollere tingene, og bliver dybt frustrerede, når vores stramme tidsskemaer væltes omkuld af vejret, for vi har for længst opgivet tanken om, at det kun er Gud, der kan pusle med det store urværk. - Det eneste vi endnu ikke kan pusle med, er kræft og død, og det lover lægerne kun er et spørgsmål om tid. Vi har overtaget rattet efter Vorherre, og det giver en form for stress, når vi så alligevel ikke kan køre bilen og så at sige skrider ud, siger Ib Askholm. Uløselig knude Faktisk har vores forfædre kunnet se masser af fordele ved en hård vinter. Kulden betød for eksempel, at man kunne komme rundt i en masse af de våde områder, der ikke var drænede dengang. Det store træ i mosen, som man drømte om at forvandle til brænde, blev pludseligt tilgængeligt, når vandet frøs. Ens aktionsradius blev med andre ord større, uden at nogen endnu havde fået den ide, at man skulle rejse flere hundrede kilometer for at tage til tante Annas fødselsdag. Samtidig har man sikkert hygget sig, mener Ib Askholm. - Det har været en afslapningstid. I sommerperioden har man haft travlt med dyr og høst og har arbejdet 16 timer om dagen. I vintermånederne blev det tidligt mørkt, og man kunne jo ikke rende rundt med lys over det hele, så man gik i seng. Man fik en restitutionsperiode. Det skulle vi andre måske også rette os ind efter i stedet for at blive deprime, siger han og erkender samtidig, at det ikke kan lade sig gøre. - Vi har skabt en uløselig knude, for vi kan ikke både bevare vores velstand og velfærd og samtidig blive væk tre måneder om året, konstaterer han. Og hvis knuden er uløselig, må vi jo trøste os med, at næste vinter sikkert bliver mere normal: En grå, våd, sjappet og sølet affære, hvor ski, skøjter og kælke får lov til at stå ubrugte i pulterkamre, kældre og garager sammen med sneskovlene og vejsaltet, mens biler starter uden besvær og tog og busser fragter os til vores mange gøremål uden forsinkelser. Spørgsmålet er, om vi så vil lade være med at brokke os over det.