Tolkiens nordiske skatkammer

Ny bog fortæller om Tolkiens dybe engagement i nordisk oldtidslitteratur

De oldnordiske heltekvad og sagn, de store beretninger i den Ældre Edda, Vølsunge-sagnene, Vølvens Spådom, var en vældig inspiration for den engelske forsker og forfatter, J. R. R. Tolkien (1892-1973), da han skrev først "Hobbitten" og siden den store trilogi, "Ringenes herre". Det kan læses af både navne og univers i de eventyrlige fortællinger. Nu udkommer på dansk "Sagnet om Sigurd & Gudrun", et værk der først sidste år blev udgivet overhovedet. Det er Tolkiens gendigtning to af fortællingerne i den islandske Vølsungesaga, skrevet i hans yngre dage, nemlig mens han var professor i Oxford i 20'erne og 30'erne med engelsk filologi og middelalderlitteratur som fagområde. Han var desuden i praksis også professor i oldnordisk, selvom titlen ikke fandtes i Oxford. Men han forelæste og holdt seminarer om oldnordisk sprog og litteratur fra 1926 og i hvert fald til 1939, fortæller hans søn, Christopher Tolkien, der har bearbejdet og kommenteret udgivelsen. Selv fortalte J. R. R. Tolkien om sin fascination af de eventyrlige universer i barndommen i et essay "Om eventyrhistorier" i 1947. Det handlede om de bøger, han læste som barn, og her bekender han, at han elskede indianerhistorier, eventyrene om Merlin og Arthur, men allermest Nordens univers, og i centrum Sigurd af Vølsungerne, fyrsten over alle drager. Her optræder sværdkæmperen Sigurd, valkyrien Brynhild og dragen Fafner. - Den gamle oldnordiske poesi, der kendes som Ældre Edda, forblev en dyb, om end underliggende strøm i hans senere livsværk, fortæller sønnen. Tolkiens gendigtning af de to sagn i versform blev gemt og glemt allerede før Anden Verdenskrig. Bogen citerer en brevveksling i 1968, hvor Tolkien skriver, at han håber de stadig findes, men at han ikke aner hvor. Men de var der, og nu har sønnen fundet dem frem af glemselen til udgivelse. Det er en ret så litterært udgivelse, der arbejder meget med redegørelser for kildemateriale omkring gendigtningerne og refererer flittigt til den gamle Tolkiens egne betragtninger omkrig den sagncyklus, det handler om - den samme cyklus, der også blev til grundlaget for selveste Nibelungens Ring og Wagners store operaværk. Wagners udgave af de store fortællinger har den gamle Tolkien i øvrigt ifølge sin søn ikke den store respekt for - for ham var Wagner i bedste fald "en begavet amatør". Tolkien så, ligesom forgængere i kunst og litteratur, de store nordiske fortællinger som en arv, der burde være for Nordeuropa, hvad fortællingen om Troja var for grækerne.Han oplevede det som om verden i stedet glemte begge dele - den Homeriske fortælling forsvandt i glemsel, og den nordiske indtog ikke dens plads. Siden har han selv gjort sit til råde bod på det. Nu har hans egen store fortælling om Ringenes Herre indtaget en plads side om side med begge de andre. Det var selve sproget og det magiske stavrim, der tryllebandt ham i de store nordiske kvad, som han tidligt besluttede, at han var nødt til at lære sig oldnordisk for at kunne komme helt ind i sjælen på. Det gjorde han så, og det gav ham den belønning, han tragtede efter. I en forelæsning, der er trykt i bogen, fortæller han om, hvordan selve klangen af de oldnordiske digte, at de skandinaviske digtere brugte usædvanlig lang tid på at at sikre, at rimene ville klinge godt: Virkningen står tilbage, når den indledende kamp med oldnordisk er overståetm, og man første gang læser et Eddadigt med tilstrækkelig fornemmelse af meningen til at kunne fortsætte. Få som har været gennem denne proces, kan have undgået den pludselige opdagelse af, at de uforvarende er stødt på noget af formidabel styrke, noget som (...) stadig er forlenet med en nærmest dæmonisk energi (...). Følelsen af denne virkning er en af de største gaver, man kan få ved læse den Ældre Edda, skriver han - og koncentrer oplevelsen i formuleringen: "At ramme én i øjet var den nordiske digters bevidste hensigt". Og den hensigt har han også selv med sin gendigtning på engelsk. Bogen om værket er til gengæld både lang og tør i sin nøje redegørelse for det hele. Men den giver os de to store sange i Tolkiens gendigtning, både på hans eget engelsk og oversat til dansk, som resten af bogen af den danske Tolkien-kender, forfatteren Jakob Levinsen. Det er et stort og spændende tilbud om fordybelse i de gamle, blodige kulturbærende myter. Og har man oven i købet Tokiens eget store romanværk i rygsækken, er det også en mulighed for at begive sig ind i det skyggerige, der har omgivet ham, mens han skrev. "J. R. R. Tolkien: "Sagnet om Sigurd & Gudrun". Udgivet og kommenteret af Christopher Tolkien. Ill. Bill Sanderson. Oversat af Jakob Levinsen. 336 sider, 299 kr. fakta Sigurd Fafnersbane, nordisk sagnhelt. Hans liv er skildret i sagaen om Vølsungerne. Hesten Grane og sværdet Gram, som hans fosterfader Regin smeder af hans faders itubrudte sværd, er hans magiske hjælpemidler. Sigurd udfører to store bedrifter: Han dræber dragen Fafner, der vogter en umådelig guldskat på Gnitahede, og han rider gennem de flammer, der omgiver Brynhilds borg. Dragekampen gør ham acceptabel som bejler til Gudrun Gjukesdatter. De bliver gift. Men Sigurd været forlovet med Brynhild inden sit giftermål med Gudrun. Flammeridtet udfører han i virkeligheden for sin svoger Gunnar, som ønsker at bejle til Brynhild, men ikke selv kan trænge igennem flammerne. Brynhild giver sit jaord til den formodede Gunnar, og de to deler leje, dog med et draget sværd mellem sig, og bliver siden gift. Men da Brynhild opdager, at hun er blevet narret, ægger hun Gunnar og hans brødre til at dræbe Sigurd. De ældste brødre får den yngste, Guttorm, til at udføre drabet. Sigurd er identisk med den sydgermanske traditions Siegfried fra Nibelungen-sangen. Kilde: Den store danske encyklopædi