Floorball

Tolv floorball nederlag i træk for Allstars

Jetsmark spillede flot, men tabte alligevel kampen til sidst

JETSMARK:Skuffelsen lyste ud af spillerne, da Jetsmark - trods flere gode tilbud i specielt anden periode, luntede til omklædning efter en kamp, som i en lang periode sagtens kunne have givet både uafgjort og hjemmesejr - og efterfølgende rare point på kontoen. Desværre for floorballklubben formåede et ungt og uimponeret Herninghold at udnytte et par overtalssituationer i tredje periode, som igen blev afgørende for kampens udfald. Jetsmark lagde bedst ud, og kom foran ved Michael Esko Nielsen efter 14 minutter af første periode - kun for at se Herning udnytte en løs chance til udligning 1-1 i de døende sekunder af perioden. Allerede 2 minutter inde i anden periode gir det galt igen. Med en spiller i overtal tabte Allstars bolden i en kombination, og Herning udnyttede et hurtigt modangreb til ny scoring og stillingen 1-2. For Jetsmark blev 29 udvisningsminutter en alt for ressourcekrævende post for en i forvejen meget smal trup, hvor mange spillere må kæmpe ekstraordinært. Det er blevet holdets helt store akilleshæl, at man ofte taber ellers gode pointchancer i kampens afsluttende fase. Det gentog sig denne lørdag, hvor Hernings tre sidste og afgørende scoringer falder indenfor de sidste syv minutter af tredje periode. I de tre kommende kampe spiller Jetsmark på udebane mod AaB, Team Århus og Brønderslev. Reelt ser mulighederne bedst ud mod Brønderslev, der dog efterhånde har sneget sig i sikkerhed for nedrykningsfare - en plads, der indtages af Århus FS og Jetsmarks hårdtprøvede spillere. De to klubber mødes i to meget spændende kampe senere på året.