Cykelsport

Tom Dumoulin vil ikke have Giro-titel ved skrivebordet

Bliver Chris Froome dømt i den verserende dopingsag mod ham, ønsker Tom Dumoulin ikke at overtage Giro-titlen.

Chris Froome (i midten) slog Tom Dumoulin (tv.) med 46 sekunder i årets Giro d'Italia efter et vildt soloridt af briten på en af løbets sidste etaper. Men dopingsagen fra sidste års Vuelta a España spøger stadig omkring Froome. Foto: Luk Benies/Ritzau Scanpix

Chris Froome (i midten) slog Tom Dumoulin (tv.) med 46 sekunder i årets Giro d'Italia efter et vildt soloridt af briten på en af løbets sidste etaper. Men dopingsagen fra sidste års Vuelta a España spøger stadig omkring Froome. Foto: Luk Benies/Ritzau Scanpix

Chris Froomes deltagelse i årets Giro d'Italia blev mødt af stor kritik fra mange sider, fordi den britiske cykelrytter fortsat har en verserende dopingsag hængende over hovedet fra sejren i Vuelta a España tilbage i september.

Kort efter at Froome havde kæmpet sig til den samlede sejr i Vueltaen, kom det frem, at en af hans dopingprøver undervejs havde vist en koncentration af astmastoffet salbutamol, som oversteg den tilladte grænse.

Sagen efterforskes stadig, og man er som bekendt uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Derfor har Froome kunnet cykle videre, og Sky-stjernen vandt i sidste uge Giroen.

Men ender dopingsagen med en dom, så risikerer Froome at blive frataget både Vuelta-sejren og Giro-triumfen.

Hollænderen Tom Dumoulin (Sunweb) blev slået med 46 sekunder af Froome i Giroen, men han har absolut ikke lyst til at blive tildelt sejren i tilfælde af en karantæne til briten.

- Det håber jeg ikke. Det er bestemt ikke måden, jeg ønsker at vinde på, siger Dumoulin til Velonews.

I 2011 vandt Alberto Contador Giroen, mens han havde en verserende dopingsag. Han endte med at blive dømt, og sejren blev givet til den nu afdøde Michele Scarponi, der sluttede som nummer to.

Froomes sag adskiller sig dog fra Contadors. Spanieren havde testet positiv for det forbudte stof clenbuterol, mens Froomes test oversteg grænseværdien for et lovligt stof.

Uanset om Froome bliver dømt eller ej, så mener Tom Dumoulin ikke, at det bør få indflydelse på Giro-resultatet.

- Hvis Chris blev frataget sejren? Det ville være meget negativt for cykelsporten.

- Selv hvis han bliver suspenderet for den ikke-negative prøve fra Vueltaen, så bør det ikke få indflydelse på Giro d'Italia, siger den hollandske tempospecialist.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst