Motorsport

Tom K i tredje position

Den nordjyske racerkører Tom Kristensen er med helt fremme, når starten på sæsonens tredje DTM-afdeling går søndag på Mugello-banen i det nordlige Italien.

Tom Kristensen satser på at holde langt fremme når starten går søndag. Foto: Audi Motorsport

Tom Kristensen satser på at holde langt fremme når starten går søndag. Foto: Audi Motorsport

I lørdagens kvalifikation krydsede den 40-årige nordjyde målstregen i tredjehurtigste tid, og han fik dermed rettet op på skuffelsen over forrige DTM-afdeling på Oschersleben i Tyskland, hvor en tyvstart ødelagde alt for ham, og hvor han senere helt måtte udgå af løbet. Hurtigste mand på banen nord for Firenze var for tredje gang i denne sæson Kristensens tyske Audi-kollega Timo Scheider. Den 29-årige tysker fører DTM-serien efter de første to afdelinger, og har altså haft pole position i sæsonens hidtidige tre løb. Den engelske Mercedes-kører Jamie Green var næsthurtigst i lørdagens kvalifikation og kilede sig ind mellem de to Audi-kørere. På fjerdepladsen fulgte endnu en af Tom Kristensens team-kolleger, den forsvarende DTM-champion, svenskeren Mattias Ekström. Mugello-banen er med sine 5,245 km den længste bane i dette års DTM-mesterskab.