Tom K jagter sin egen skygge

Den nordjyske racerkører får mulighed for at revanchere dramatisk 2007-sæson

Motorsport 1. december 2007 05:00

ESSEN: Når racerkøreren Tom Kristensen engang sætter sig med børnebørnene på skødet for at fortælle historier fra gamle dage, så skal kapitlet om 2007 fortælles i fuld dagslys. Ellers bliver det simpelthen for uhyggeligt! 2007 blev året, hvor uheld forfulgte den 40-årige nordjyske racerkører. Først overlevede han mirakuløst et dramatisk crash i sæsonpremieren i den tyske DTM-serie, men følgerne af ulykken på Hockenheim var så voldsomme, at de knuste danskerens håb om at erobre DTM-titel. Siden måtte han så - efter otte ugers intensiv genoptræning - se endnu en sejr smuldre i verdens hårdeste motorsportsløb, 24 timers løbet i Le Mans. Det skete, da hans teamkollega Rinaldo ¿Dindo¿ Capello tidligt om morgenen søndag 17. juni tabte det ene baghjul med 260 km/t og kørte den førende Audi R10 af banen i en klar vinderposition, som kunne have udbygget nordjydens Le Mans-rekord fra syv til otte triumfer. Det var to barske episoder, der har kastet lange skygger over Tom Kristensens 2007-sæson. Men fredag fik han vished for, at arbejdsgiverne hos tyske Audi giver ham chance for at tage revanche og køre sig ud af skyggerne. På den årlig motorsportsmesse i den tyske by Essen meddelte Audi i går, at den tyske bilfabrik agter at søsætte en historisk stærk satsning på motorsport i 2008. Og vel at mærke med Tom Kristensen tiltænkt en af hovedrollerne. Både DTM og Le Mans I DTM-serien bliver han en af fire Audi-chauffører, der kommer til at køre i 2008-version af den succesfulde Audi A4, som svenske Mattias Ekström kørte til samlet sejr i år. Og på Le Mans danner Tom Kristensen for tredje år i træk team med Rinaldo Capello og skotten Allan McNish. Audis to øvrige R10¿ere på Le Mans får også samme besætning som i år, hvor de succesfulde tyskere med garanti kan se frem til forstærket konkurrende fra de franske udfordrere fra Peugeot. - Min udfordring for 2008 bliver at fortsætte den positive fremgang, jeg har haft siden det store DTM-crash i april. Der er stadig få eftervirkninger, men med et disciplineret fitness-program er det mit mål at kunne være med i afgørelsen om DTM-titlen næste oktober. Le Mans er blevet et kapitel for sig med Capello og McNish som makkere. Vi vil nu for tredje gang prøve at hente det trofæ, som vi har kandideret kraftigt til i både 2006 og 2007, lød det i går fra Tom Kristensen, der var til stede i Essen, da Audi offentliggjorde sine 2008-planer. De omfatter også muligheden for at deltage i den europæiske Le Mans-serie, men den beslutning er ikke truffet endnu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...