Tom K's store drøm

Syvende sejr vil gøre nordjyde til legende i Le Mans

HOBRO:Når de mange officials langs den 13,8 kilometer lange bane i Le Mans vifter flagene 19. juni 2005 lidt i klokken 16 for at fejre vinderen af det legendariske 24-timers løb, så kan det meget vel være nordjyskeTom Kristensen, der fra førersædet af vinderbilen kan nyde den traditionelle hyldest. Og sker det, så vil Tom Kristensen for alvor skrive sig ind i annalerne i motorsporten, for sejren vil være den syvende i karrieren. En præstation, som ingen har gjort før i løbets historie. Men på trods af, at Tom Kristensen kan opnå den triumf, er den sindige nordjyde yderst påpasselig med at tale om muligheden for at slå rekorden. Gang på gang underspiller han sin rolle i det holdarbejde, der kræves, hvis en racerbil skal køre omkring 5000 kilometer på 24 timer. - Jeg fokuserer på, at teamet skal fungere, og at bilen er optimal. Selv ændringer på de mindste millimeter af en bil kan gøre den god eller dårlig, hvis man ikke koncentrerer sig om de mindste ting. Det tænker man bare ikke over i det store billede. Selvfølgelig er den syvende sejr en drøm for mig personligt, men begynder man at tage den slags med sig, så er det, der kan gå galt, siger Tom Kristensen. Har ikke toppet Tager han rekorden, så bliver det fra manden, han selv kalder "Mr. Le Mans", belgiske Jackie Ickx, der vandt seks gange fra 1969 til 1982. Og sker det, bliver det med ikonets fulde opbakning. - I dag er det min fulde overbevisning, at Tom Kristensen ikke har toppet, men har alle kort på hånden til en syvende sejr. Jeg vil i dybeste respekt forblive en af hans største og mest oprigtige beundrere, skriver Jackie Ickx i forordet til en bog af Nils Finderup i anledning af Tom Kristensens sjette sejr, der kom i hus i sommer. - Jeg sagde til Jackie Ickx før Le Mans i år, at det var et kæmpe pres på mig, at han mente, jeg kunne tage rekorden fra ham. Men han sagde så mange pæne ting om mig, og håbede, at jeg ville tilgive ham for det pres. Og efter min sjette sejr var han en af de første til at ønske mig tillykke. Han fortalte mig endda, at han havde skålet i champagne med sin kone, da jeg havde vundet. Det fortæller mig bare, hvad for en person, han er, og derfor mener jeg også, at han er "Mr. Le Mans", siger Tom Kristensen. Endnu er det ikke bestemt, i hvilken bil, danskeren skal forsøge at slå rekorden i. En ting er dog sikkert, nemlig at det igen bliver i Audis R8-sportsvogn, der har fejret store triumfer gennem flere år. Men for hvilket team ved han ikke endnu, for alle muligheder bliver holdt åbne. Dem er der nemlig nok af, for med seks sejre er han en eftertragtet herre at få i bilen til Le Mans. - Det er ikke sådan, at jeg kan vælge og vrage, men jeg har da noget at sige, siger Tom Kristensen med et lille smil. Ikke mæt af sejre Det er nemlig ikke en mættet racerkører, der ser frem mod den næste sæson, som igen byder på løbene i den tyske DTM-serie. Godt nok siger Tom Kristensen selv, at han er træt, men motivationen er der stadig. - Drivkraften er i mit hoved, jeg skal bare hvile mig først. Jeg kører Le Mans, fordi jeg elsker det, og fordi det er det største løb overhovedet. Der er så mange ting i Le Mans, som gør det interessant. I langdistanceløb kan man lave taktik, køre på bløde dæk, når det kræves, ændre setup'et på bilen, planlægge hvornår man skal køre hurtigt. At virkelig kunne ændre og præge løbet er det, der tiltaler mig, siger Tom Kristensen. Måske kommer den syvende sejr aldrig, for med sine 37 år er Tom Kristensen langt fra en vårhare i motorsporten, og han erkender da også, at der nok ikke er meget mere end to-tre år tilbage som aktiv. Men man fornemmer også, at meget blev nået med sejren for det japanske Team Goh i 2004, der tangerede Jackie Ickx' seks sejre. - At vinde Le Mans igen var absolut gigantisk. Jeg fik sluttet en ring, som begyndte, da jeg som ung kørte i Japan. Her lærte jeg meget om ydmyghed, som jeg har trukket på siden. Derfor var det fantastisk at vinde for et japansk hold i en Audi, der om noget har været det team, som har betydet mest i min karriere. At det så var et privat team - som det første jeg kørte for på Le Mans - ja, det er bare med til at gøre oplevelsen endnu større. At køre en strækning som fra København til Madrid og så vinde med sølle 41 sekunder - det er stort, siger Tom Kristensen./ritzau/