Tom K. tilfreds trods fartproblemer

Nordjyden på fjerdepladsen i første Le Mans-test

LE MANS: Den nordjyske racerkører Tom Kristensen var i denne weekend i fuldt sving på Le Mans, hvor der var testkørsler inden den store løbsweekend om 14 dage. Men der er stadig et stykke vej, før nordjyden kan hente sin tiende triumf ved det franske 24-timers løb.

I testkørslerne lykkedes det nemlig blot at sætte den fjerdehurtigste tid for Tom Kristensen og hans to holdkammerater Loic Duval og Lucas di Grassi, mens den anden Audi var lige en tand hurtigere.

De to tyske biler måtte dog se sig distanceret af de to biler fra Toyota, der besatte testkørslens to første pladser. Der var dog forbedring at spore i løbet af dagen, for Tom Kristensen og Team-kammeraterne var i stand til at skære tre sekunder af deres tid i den anden testsession, og dermed lå de syv hurtigste biler inden for to sekunder af hinanden, hvilket borger for et ganske spændende race, når det for alvor går løs i Frankrig.

- Der er ingen tvivl om, at der virkelig er blevet gået til stålet. Tophastighederne har været ekstremt høje, og omgangstiderne har været meget hurtige, siger Tom Kristensen efter testsessionen.

- Jeg synes, at vi har fået rigtig meget ud af det. Toyota er favoritterne i år og har jo også vundet de to første løb i Endurance-serien, men jeg er overbevist om, at vi kommer til at kunne lægge pres på dem, når vi kommer til løbsweekenden, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.