Tom Kristensen i rivegilde

} HOCKENHEIM: Kvalifikationen til årets første løb i den tyske DTM-serie på Hockenheim forløb katastrofal for Hobro-køreren Tom Kristensen. På vej til sin hurtigste omgang, der kunne have sikret ham adgang til den tredje og afgørende kvalifikation, kørte teamkammeraten Heinz-Harald Frentzen pludselig ind foran danskeren. Den syvdobbelte Le Mans-vinder ramte ind i siden på Frentzen og beskadigede dennes Audi så meget, at det forhindrede tyskerens videre deltagelse i finalen. - Det her må vi ordne internt, men lad mig sige det på den måde, at jeg ikke er vant til at blive spærret af en teamkammerat. Jeg havde netop skiftet til nye dæk og var hurtigere end de andre Audi-kørere på mellemtiderne. Alt tegnede derfor lyst, og da jeg så feltets anden hvide Audi foran mig, havde jeg ikke regnet med at skulle blive presset ud mod rabatten. Det er uprofessionelt, at teamkollegaer ødelægger det for hinanden, så det skal vi have diskuteret igennem på kørermødet inden løbet søndag," siger en mildest talt utilfreds Tom Kristensen. I kvalifikationen sluttede tre Mercedes'er på de første pladser, mens Tom Kristensen skal starte fra en niendeplads.