Motorsport

Tom Kristensen: Magnussen vil løfte sit niveau i 2018

Le Mans-legenden ser grund til optimisme for Kevin Magnussen i den nye sæson i Formel 1, som starter søndag.

Kevin Magnussen skal prøve at leve op til Haas' forventninger om at ende i pointene på søndag i Australiens Grand Prix. Foto: Reuters/Brandon Malone

Kevin Magnussen skal prøve at leve op til Haas' forventninger om at ende i pointene på søndag i Australiens Grand Prix. Foto: Reuters/Brandon Malone

Kevin Magnussen kommer i 2018 til at levere på et højere niveau end tidligere set.

Det mener den nidobbelte Le Mans-vinder og Formel 1-ekspert, Tom Kristensen.

- Jeg vil næsten sige, at det er umuligt at vurdere Haas' chancer i år, men Kevin Magnussen virker utrolig velforberedt og i balance, så han vil helt sikkert løfte sit niveau yderligere i 2018.

- Nu er det anden sæson, at han skal køre i teamet, og på den måde er han jo etableret og velrespekteret i teamet efter 2017, hvor han havde gode weekender i Baku (syvendeplads), Japan (ottendeplads) og Mexico (ottendeplads), siger Tom Kristensen.

Søndag starter Formel 1-sæsonen med det australske grandprix. Det bliver den 25-årige danskers fjerde sæson som fast del af det prestigefyldte felt.

Og for anden sæson i træk sidder Magnussen med et Haas-logo på brystet, og netop det, at han får mere tid hos Haas, gør, at Tom Kristensen forventer, at Magnussen vil præstere på et højere niveau.

- Når man har kørt på et team i et år, kender man mekanikerne og ingeniørerne bedre.

- Han har også været med til at give input gennem 2017, i forhold til hvordan man kan gøre bilerne bedre, og de nuancer, som både Magnussen og Grosjean har været med til at give, gør begge kørere bedre tilpas i bilerne.

- Det betyder også, at der skal leveres, når konkurrencen starter, hvor teamets forventninger er at køre med om pointene hver gang, siger Tom Kristensen.

Formel 1-feltet fik testet bilerne i Barcelona fra 26. februar til 1. marts og igen fra 6. til 9. marts, og resultaterne gav grund til optimisme for Haas.

- De viste stor pålidelighed på banen i Barcelona, hvor de kørte mange omgange. Derudover var bilerne meget hurtige, så det ser godt ud for Haas, siger Tom Kristensen.

Le Mans-legenden mener, at det er umuligt at spå om Magnussens endelige placering, når sæsonen er færdigkørt, men han slår fast, at det ikke bliver i toppen.

-Det er stadig Mercedes, Red Bull og Ferrari, som er de tre topteams, men der er ingen tvivl om, at hos holdene i midten ser den store positive overraskelse ud til at blive Haas.

- Når jeg siger, at de tre topteams tager de første seks pladser, så kæmper Haas jo så om de sidste fire pladser om at komme i pointene, og det ser ud til, at bilen har vist det nødvendige potentiale, siger Tom Kristensen.

Australiens Grand Prix køres søndag morgen klokken 07.10 dansk tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst