Tom Oxager skriver "Med arme og ben"

Marianne Dyhrberg Cornett
Tom Oxagers ny roman ”Med arme og ben” - har Anna Storm som leder af opklaringen. Bogen udkommer 9. december.
14. november 2016 08:00

Forfatteren til en lang række krimier om bl.a. Rigsvåbnet er nu bogaktuel igen romanen "Med arme og ben" - der også denne gang har Anna Storm som én af de væsentligste hovedpersoner.

Hun er efterforsker hos politiet i Frederikshavn.

Rigspolitiet har oprettet denne specialgruppe, Rigsvåbnet, for at kunne sætte ekstra fokus på opklaringen af den stigende kriminalitet. Og den nye gruppes sammenhold styrkes ikke blot af Anna Storm - men også af hendes kulinariske udfoldelser i det provencalske køkken.

Denne gang er en bande organiserede tyve med militær-baggrund i gang med systematisk at røve og plyndre "med arme og ben". De går efter avanceret teknisk udstyr og know how. Banden bryder også ind på Aalborg Kaserne, hvor man tester det hotteste radioudstyr med specialuddannet personale, som f.eks. frømænd og Jægerkorpset, der i dag er centreret om Aalborg.

En efterårsaften har det mest forrygende uvejr ramt Nordjylland, og netop denne aften flygter banden over hals og hoved ned gennem et nærmest mørkelagt Jylland. Målet er et øvelsesområde nær Finderup Lade vest for Viborg, hvor de skal samles op af en helikopter.

Manøvren mislykkes, da det er umuligt at lande i uvejret, og de kriminelle flygter i blinde ud over det øde terræn, skarpt forfulgt af politiet. Pludselig falder de 20 meter ned i et jordfaldshul ved Mønsted kalkminer.

Tom Oxagers fantasi fejler ingenting, så han har ikke svært ved at finde på nye historier. Det er således blevet til fire bøger - alene i år.

- Idéerne til mine personer får jeg f.eks. i drømme om natten - eller når jeg går en tur langs stranden. Og jeg har faktisk allerede opfundet en ny detektiv ved navn Casper Havthorn, der bor i en skurvogn med sorte silkelagener ude i en skov - syd for Sæby. Ham er jeg ikke klar til at præsentere endnu, men jeg kan love, at der sker ting og sager i og omkring dén skurvogn - og omkring hans person, røber Oxager.

Hans seneste bog udkom tidligere på året - med titlen "Hun hang på væggen".

Den ny krimi "Med arme og ben" udkommer fredag den 9. december - og samme dag er der bogsignering på Sæby Bibliotek kl. 13.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...