Tom pizzafabrik kan blive skole
I november 2008 købte Jammerbugt Kommune den tomme pizzafabrik på Hjulmagervej i Pandrup.

Fabrikken på Hjulmagervej i Pandrup står stadig tom, mere end tre år efter at kommunen købte den. Arkivfoto: Erik Sahl
Det skete for at få en egnet bygning til et nyt storkøkken til den kommunale madservice, men her tre år senere står bygningen stadig tom og ubenyttet hen. Planerne løb nemlig ud i sandet, fordi der viste sig at være så alvorlige mangler ved bygningen, at en ombygning ville koste 15 mio. kr. i stedet for de forventede syv. Siden blev det slet ikke aktuelt med et storkøkken, fordi den kommunale madservice kom på private hænder i Det Danske Madhus, som fabrikerer maden i bl.a. Skive. - Vi er ved at undersøge, om bygningen kan bruges til andre formål, for eksempel til den kommunale produktionsskole, oplyser borgmester Mogens Gade. - Der er også flere interesserede, der måske vil leje bygningen, og der har været en enkelt fremvisning. Men hvis ikke noget af det lykkes, vil vi udbyde den til salg, forklarer han. For øjeblikket har Produktionsskolen Midtvendsyssel, der drives i fællesskab af Jammerbugt og Brønderslev kommuner, til huse i lejede lokaler i messecenteret i Pandrup. Skolen er et undervisningstilbud til unge mellem 15 og 25, som ikke har en ungdomsuddannelse, har afbrudt den eller ikke har forudsætningerne for at gennemføre en sædvanlig uddannelse. ms
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.