Fodbold

Tomasson sender Dolberg i aktion fra start mod Georgien

Det danske fodboldlandshold skal forsøge at følge op på sejren over Gibraltar med endnu en sejr over Georgien.

Kasper Dolberg har fået en plads i startopstillingen ude mod Georgien i EM-kvalifikationen.

Kasper Dolberg har fået en plads i startopstillingen ude mod Georgien i EM-kvalifikationen.

TBLISI:Kasper Dolberg, Martin Braithwaite og Henrik Dalsgaard er med fra start for Danmark ude mod Georgien i søndagens EM-kvalifikationskamp.

Jon Dahl Tomasson, som er vikarierende landstræner i Åge Hareides fravær, har blandet kortene og ændret på tre pladser i forhold til torsdagens 6-0-sejr ude over Gibraltar.

Robert Skov, Christian Gytkjær og Daniel Wass, som alle startede inde mod Gibraltar, er røget en tur på bænken.

Dalsgaard overtager pladsen som højreback i stedet for Wass.

Braithwaite snupper pladsen som kantspiller i højre side i stedet for Skov, og det betyder, at hele den ene side er ændret.

Angriberen Dolberg får chancen helt i front i stedet for Gytkjær, som ellers scorede to gange imod Gibraltar.

Tomasson har valgt at holde fast i den centrale midtbanetrio, som består af Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney og Christian Eriksen.

Her vil Eriksen have rollen som den offensive og kreative spiller, mens de to øvrige skal erobre og fordele boldene i mere tilbagetrukne roller.

Eriksen scorede to mål på straffespark i kampen mod Gibraltar, hvor også Thomas Delaney og Robert Skov kom på tavlen.

Med en sejr over Georgien kan danskerne tage førstepladsen i gruppe D på en bedre målscore end Irland.

Danmark vandt i juni med 5-1 hjemme over Georgien, men det ventes at blive en anderledes vanskelig opgave i Tblisi.

Danmark stiller op med følgende 11 spillere mod Georgien (4-3-3):

Kasper Schmeichel; Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Christensen, Jens Stryger Larsen; Thomas Delaney, Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg; Martin Braithwaite, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst