fodboldlandsholdet

Tomassons uskarpe tropper skuffede i Georgien

Det danske fodboldlandshold spillede 0-0 ude mod Georgien i EM-kvalifikationen

Christian Eriksen formåede ikke at dirke Georgiens forsvar op.

Christian Eriksen formåede ikke at dirke Georgiens forsvar op.

FODBOLD:Opgaven for det danske fodboldlandshold var i denne uge at sejre over Gibraltar og Georgien i EM-kvalifikationen.

Og mens første del af opgaven blev klaret med en 6-0-sejr ude over miniputnationen Gibraltar i torsdags, så lykkedes anden del af missionen knap så godt.

Danmark spillede i en ikke specielt seværdig fodboldkamp 0-0 ude mod Georgien søndag aften i Tblisi.

Dermed endte denne uges landsholdssamling med fire point, og Danmark har på gruppens andenplads ni point efter fem kampe. Irland topper gruppen med 11 point efter fem kampe.

Schweiz, som søndag aften vandt 4-0 hjemme over Gibraltar, har otte point efter fire kampe.

De to bedste hold går direkte videre til næste sommers EM-slutrunde, som blandt mange værtslande også afvikles i Danmark.

Jon Dahl Tomasson, som er vikarierende landstræner i Åge Hareides fravær, havde blandet kortene og ændret på tre pladser i forhold til Gibraltar-kampen.

Kasper Dolberg, Martin Braithwaite og Henrik Dalsgaard var med fra start i stedet for Robert Skov, Christian Gytkjær og Daniel Wass, som røg en tur på bænken.

Udskiftningerne på det danske hold hjalp ikke hverken til sprudlende spil eller til sejr.

Det danske spil var generelt præget af alt for mange fejlafleveringer og flød slet ikke lige så godt som i sejren over Gibraltar.

Modstanden var dog også anderledes hård. De fysisk stærke georgiere forsvarede sig godt, så danskerne fik ikke meget tid eller plads på modstanderens banehalvdel.

Danmark dominerede generelt kampen og kom også frem til de største chancer på en bane, der virkede noget knoldet og slidt.

I første halvleg var Martin Braithwaite, som havde fået chancen fra start i stedet for Robert Skov, en trussel flere gange.

Leganes-angriberen havde to drilske skudforsøg, som Georgiens keeper Giorgi Loria fik verfet til hjørnespark begge gange ved hver sin stolpe.

Yussuf Poulsen forsøgte sig også, ligesom Christian Eriksen havde et udmærket frispark, men skarpheden manglede.

Danskerne kom langt bedre ud til anden halvleg, og både Kasper Dolberg og Christian Eriksen havde nærgående forsøg, men ind ville bolden ikke.

Georgierne lukrerede på hurtige kontraangreb, men det nåede kun i få tilfælde at blive farligt. Som da Valeri Qazaishvili hamrede bolden lige forbi Kasper Schmeichels mål.

Indskiftede Christian Gytkjær havde det farligste danske forsøg i anden halvleg, da angriberen hamrede bolden på overliggeren med ti minutter tilbage.

Georgien pressede også på for en scoring til slut, men forestillingen i Tblisi endte uden mål.

Den næste opgave i EM-kvalifikationen for Danmark venter i oktober, når holdet tager imod Schweiz 12. oktober.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst