Insekter

Tomhed og mutte miner

"Abduction"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Taylor Lautner og Lilly Collins på flugt, og sådan bliver det ved i ret lang tid.

Han har jo unægtelig et nuttet ansigt og nogle søde, mørke øjne, varulvedrengen fra Twilight-serien, Taylor Lautner. Men ellers er det lidt småt. Når man har modtaget de første 30-40 mutte blikke under sænkede bryn begynder interessen at falme. Historien starter ellers spændende: Den helt almindelige festabe-teenager med det helt almindelige velhavende forstandsliv og high school-hverdag opdager en dag noget foruroligende: Måske er hans forældre slet ikke hans forældre? Måske har de kidnappet ham som spæd! Måske er der en forklaring på hans sære drømme? Det kunne være blevet spændende. Men filmen vælger straks at afsløre det hele ved at vise os massevis af skumle typer, der kan alt med overvågning, aflytning og sporing. Og derpå får vi i forpustede sætninger fortalt hele intrigen oven i købet. Herefter er der ingen spænding tilbage, kun den fortærskede klassiske jagt og så en endelig "afsløring" af alt det, vi allerede har fået at vide. Det er en dum og dårlig film, der lægger godt op - og derefter straks skuffer igen og igen. Helt sørgeligt må det være for svenske Michael Nykvist (Stieg Larsson-trilogien) at være med i sådan noget lort. Ugens spareråd: Find på noget sjovere og billigere at lave. Tvær noget overmoden frugt, f. eks. en gammel blomme, ud på fliserne og væd med dig selv om hvilket insekt, der først lander i smattet for at suge sukker. En flue, en hveps eller en sommerfugl. Det kan tage lidt tid, men ikke så længe som denne korte, tomme film føles. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Abduction" USA 2011. Instruktør: John Singleton Manus: Shawn Christensen Fotograf: Peter Menzies Klipper: Bruce Cannon Komponist: Edward Shearmur En time, 46 min., till. over 11 år Danmarkspremiere i bl.a. Aalborg og Hjørring.