Tomme jobløfter til akademikerne

Regeringen lever ikke op til egne løfter om at ansætte akademikere

KØBENHAVN:Staten skal gå foran og bekæmpe akademikerledighed. Det løfte gav Helge Sander (V) og Claus Hjort Frederiksen (V) 3. februar i år med planen "viden er vejen til jobvækst", hvor et af de seks punkter var en opfordring til ministerierne om at give akademikere et springbræt ved at ansætte dem med løntilskud. En rundringning til 14 ministerier viser, at den opfordring er faldet på stenhård grund. 11 af ministerierne har ikke ansat en eneste siden februar. Claus Hjort Frederiksens eget Beskæftigelsesministerium har ansat tre, Miljøministeriet een og Undervisningsministeriet to. Altså i alt seks akademikere har fået chancen gennem projekt "springbræt", og det er flovt, mener Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Jan Petersen. - Det bekræfter, at denne regering har det i munden og ikke i handling. Det fortæller private arbejdsgivere, at de kan holde flotte taler, men ikke behøver at gøre noget, siger han. Han synes især, at det er pinligt, at videnskabsminister Helge Sander ikk har kunnet leve op til sit eget initiativ. For tidligt Helge Sander påpeger, at det ikke er ham, der ansætter folk, men vil ellers ikke forholde sig til delresultater. - Det er lidt svært efter tre måneder at gøre boet op, så jeg har ikke noget belæg for at kommentere de tal, siger han. En af forklaringerne på de få ansættelser kan være, at flere ministerier, blandt andet Videnskabsministeriet, har været igennem større fyringsrunder. Fuldmægtig Sven Gad i Udenrigsministeriet forklarer, at det er mere end vanskeligt at efterkomme opfordringen i en tid, hvor der spares voldsomt i ministeriet. - Det ville være meget bittert for dem, vi afskediger, hvis vi ansatte nye med løntilskud, siger han. Hos Akademikernes Centralorganisation (AC) vurderer sekretariatschef Jens Mølbach, at der skal 3500 akademikere i job for at komme ned på samme niveau, som for tre år siden. Han er dog ikke klar til at afskrive regeringens plan endnu, for AC har fået mange henvendelser fra statslige arbejdspladser, der overvejer ordningen. - Når vi kommer på den anden side af sommerferien, så tror jeg tallet er større, siger han. Det var ikke muligt at få en kommentar fra Claus Hjort Frederiksen.