Tomme skoler og rådhuse koster kassen

Besparelse som følge af centralisering holder ikke - kommunen må finde 8 millioner andre steder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Borgmester Lars Møller: - Vi må erkende, at Skagen Rådhus ikke er til at sælge. Den besparelse tager vi ud af budgettet, og på Ørnevej når vi heller ikke en besparelse på 7,7 mio. i år.

FREDERIKSHAVN:Til august fremlægger kommunen en ny plan for ombygningen af Ørnevejens Skole til kommunal administrationsbygning.

Planen er, at den snart 100 år gamle skolebygning i første omgang skal ombygges, så kommunens medarbejdere, der i dag arbejder under kummerlige arbejdsmiljøforhold på Værkergrunden i Frederikshavn og på Aalborgvej i Sæby, kan flytte til Ørnevej.

- Vi har nogle arbejdsmiljømæssige udfordringer, vi skal have løst, og det tager vi fat på nu, siger borgmester Lars Møller (V).

Som tidligere omtalt har kommunen opgivet den oprindelige plan om at energirenovere Ørnevejens Skole, da renoveringen viste sig langt dyrere end ventet.

Besparelse udeblev

Et andet problem er, at kommunen har kalkuleret med en besparelse på 7,7 millioner kroner om året allerede fra i år ved at flytte medarbejdere fra rådhusene i Sæby og Skagen til Frederikshavn.

- De penge må vi finde andre steder. Lige nu har vi tomme bygninger nok, så vi skal passe på med at tage mere af den slags ind, siger Lars Møller.

Rådhusene i Sæby og Skagen er ifølge borgmesteren stadig til salg, i princippet.

- Vi erkender, at Skagen Rådhus ikke er til at sælge, idet det er fredet, og her og nu er der ingen købere til Sæby Rådhus, siger Lars Møller.

Regnestykke holder ikke

Socialdemokraterne er ikke imponeret over borgmesteren og forligspartiernes regnestykker.

- Enhver kan se, at det er en businesscase, der ikke holder, og man må spørge om borgmesterens centraliseringsplan nu er det eneste rigtige, siger Socialdemokraternes formand, Birgit Hansen.

Tomme skoler og rådhuse

Tomme skoler og mere eller mindre tomme rådhuse står landet rundt som spøgelseshuse. Det er nogle af de grimme fodaftryk efter kommunalreformen i 2007.

Forleden skrev vi om Hedeboskolen i Skagen, som et år efter nedlukningen er skæmmet af hærværk og manglende vedligeholdelse, et voksende irritationsmoment for beboerne i kvarteret omkring skolen.

Sydpå ligger Volstrup Skole øde og forladt, og i Frederikshavn står Ørnevejens Skole og Munkebakkeskolen tomme og forladte.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.