Tommy K redder showet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tommy Kenter tilfører sommershowet humor og melankoli på en gang.

show Sommershow i Nordkraft # # # # ¤ ¤ Sidste år lavede Skråen et sommershow på Nordkraft, som dengang hverken var halvt eller helt færdigombygget. Der var premiere sidst i juli, mens hele Danmark endnu var på ferie, og det gav nogle solide problemer med at få solgt billetter. I år er showet rykket hen i sensommeren i håb om, at det kan skaffe flere publikummer. Ellers er det næsten samme koncept som i fjor. I år dog suppleret med Tommy Kenter. Og tak for det. For havde han ikke været med, havde det været en tam og tynd forestilling. Og med hans tilstedeværelse kan vi også konstatere, at showet er bedre i år, selv om det stadig lider lidt under samme skavanker som sidste år: Det bliver for langtrukkent. Der er for eksempel for meget jonglering. Det er dygtigt lavet, men det varer for længe. Det kan godt ske, at kvinden, Frida Odden Brinkmann, har et formidabelt håndelag, når hun leger med kuglerne, men det bliver ensformigt i længden. Det er svært at sætte sommershowet i bås, for det er lidt af det hele. Det spænder lige fra melankolsk stand up, når Tommy Kenter går på scenen, til et i grunden ganske ærbart stripshow leveret af Alice Oppelstrup. Showets store force er, at det blander genrerne på en finurlig og fræk måde. At vi konstant overraskes over nye måder at gøre tingene på. Når for eksempel Tommy Kenter fortæller en gammel vittighed om en hest på værtshus, ja så er det jo sjovt, når der er en rigtig hest på scenen. Når der laves linedans, er det herligt med det lille ekstra twist, at Sofie Bonde går langs linen og synger til. Og en dating-sketch får lige en ekstra dimension, når den udsættes for ildslugere. Sådan er tingene i grunden så ganske virtuost præsenteret. Men præcis som med showet sidste år trænger det til en opstramning. Det havde været meget bedre med halvanden times show uden pause i stedet for to gange en time. Showets store force er dog Tommy Kenter og især hans to store monologer, eller hvad man skal kalde dem. I første afdeling går han på scenen som Alf Velling, der er stand up tragedian. Han fortæller jublende sørgelige historier, mens publikum ligger flade af grin. I anden afdeling går han på scenen som Rudi S. Kleutzner og er igen særdeles veloplagt som en fusentast af en lavpriskomiker. Rigtig flot bliver det, da han klæder om og som Hamlet giver sig til at recitere klassiske skålsange kendt fra familiefesterne ("Så g'ir han nok en lille en" med mere). Det er hamrende genialt, men det bliver alt, alt, alt for langt. Det havde klædt nummeret meget, at det var blevet afsluttet, da vi havde fattet pointen. Der er flere ting i showet, som foregår helt nede på scenegulvet, og her er det totalt umuligt at se, hvad der foregår, med mindre man sidder helt oppe foran. Den detalje bør også ændres til næste år. Ellers må man sige, at "Sommershow på Skråen" alt i alt er en hyggelig og finurlig forestilling trods flere skønhedsfejl. Og det er også et glimrende initiativ at bringe noget fornuftigt underholdning til byen inden efterårssæsonen starter på spillestederne rundt om i landsdelen. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Sommershow på Skråen" Show med Tommy Kenter, Sofie Bonde, Alice Oppelstrup, Frida Odden Brinkmann og Jørgen S. Mortensen. Kapelmester: Nils Torp. Musikere: Klaus Pindstrup, Gitte K. og Jan Olesen. Spiller i aften og onsdag til lørdag i næste uge.