Tommy og Anita skal forliges

DF-top opstiller spillereglerne

Lokalpolitik 26. september 2002 08:00

AALBORG: Udbryderen fra Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Aalborg, Tommy Eggers Hansen, vender tilbage i folden efter at have fået stillet et ultimatum fra partiets top. I mandags tog byrådets ellers til efterretning, at Tommy Eggers Hansen havde dannet sin egen gruppe under Dansk Folkeparti, fordi han ikke kunne sammen med partifællen Anita Knakkergaard. De to er partiets eneste repræsentanter i byrådet. Men efter at have fået stillet et ultimatum om at vende tilbage til gruppen eller blive ekskluderet valgte Tommy Eggers Hansen i aftes den første af de to løsninger. - Borgmesteren vil i morgen (torsdag) få besked, at der atter kun er en gruppe for Dansk Folkeparti i byrådet. Noget har Tommy Eggers Hansen dog fået ud af sin aktion. Dansk Folkepartis generalsekretær Steen Thomsen og organisatorisek næstformand Poul Lindholm Nielsen kommer i næste uge til Aalborg for at mægle mellem de to og opstille et sæt spilleregler, som de skal samarbejde efter. - Samarbejdet, eller snarere mangelen på samme, skal i hvert fald ikke foregå som hidtil, hvis jeg skal deltage. Vi er nødt til at holde gruppemøder for at snakke om de sager, der er på dagsordenen. Det er ikke nok at snakke sammen i telefonen en gang imellem, som Anita gerne vil have det, siger Tommy Eggers Hansen. Han er selv indstillet på at få samarbejdet til at fungere. Men hvis det mislykkes og han bliver smidt ud af Dansk Folkeparti, vil han fortsætte som løsgænger i byrådet. - Der ville i hvert fald gå et års tid, inden jeg eventuelt kunne finde på at søge optagelse i en anden gruppe. Men så langt har jeg slet ikke tænkt. Jeg går ind for Dansk Folkepartis program og håber inderligt, at samarbejdet kan komme til at fungere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...