Tonen fra toppen

Anne-Sophie Mutter har opnået stort set alt det en klassisk musiker kan drømme om. Men en perfektionist øjner altid nye udfordringer

Hvor får du dog dine spørgsmål fra?, spørger Anne-Sophie Mutter skarpt. Interviewet er kun ti minutter gammelt, og hun er allerede klar til at smække røret på. Den tyske verdenstjerne er berømt og berygtet for at have et utålmodigt og anstrengt forhold til pressen. Efter lidt forklaring vil hun dog godt svare på, om hun nogensinde får lyst til at lægge violinen fra sig. - Jeg elsker at spille. Når man har levet med musik hele sit liv, bliver man aldrig træt af det. Der er altid nye udfordringer, også selv om du har spillet det samme stykke før. Det er som med bjergbestigning. Anden gang, du klatrer op af Mount Everest, er du måske ikke så nervøs som første gang. Men du kan stadig væk ikke vide, hvad der vil ske, siger hun uden spor af skarphed i stemmen. Anne Sophie Mutter er et bjerg. Musikalsk set. Frygtindgydende, smuk og umulig at komme uden om. Endnu inden hun runder de 40, har violinisten opnået mere, end de fleste musikere drømmer om at nå på et helt liv. Hun har spillet de største værker med de bedste orkestre og udgivet over 40 cd'er. Den seneste, "Tango, Song and Dance", er grundlaget for næste uges koncert i Aalborg. Koncerten i Aalborg er eneste danske stop på en europæisk turne, der startede sidste fredag i Wien. En koncert som Mutter var meget tilfreds med. - Jeg føler mig rigtig hjemme der. Vi spiller i Wien hvert år, og publikum var meget begejstrede for at høre os. Og så gik overskuddet fra koncerten til kampagnen mod de frygtelige landminer. Anne-Sophie Mutter taler, som hun er. Bestemt og utålmodig men først og fremmest engageret. Specielt når talen falder på et af de talrige emner, der har en plads i hendes hjerte. Hun kæmper mod landminer, har en fond til støtte for unge musikere, gør en dyd ud af at spille værker af moderne komponister, samtidig med at hun indspiller nye udgaver af de store klassiske værker. Derudover spiller hun mindst 60 koncerter hvert år. Så det er ikke meget tid, hun har sammen med sine to børn og ægtemanden hjemme i privaten i Tyskland. - Jeg kunne spille mindre, men der er altid så mange interessante repertoirer, så min kalender bliver alligevel fyldt. Men selvfølgelig holder jeg pauser en gang i mellem. Det er man nødt til. Efterhånden har hun spillet alle de store klassikere og er blevet prist fra samtlige verdenshjørner. Alligevel er det stadig en udfordring at spille. - Hver gang er det en fuldstændig ny situation. Denne gang er musikken så forskellig, at jeg er nødt til at skifte gear mange gange, og virkelig vise alt det violinen kan - hvor farverig, høj og dyb, den kan lyde. Når Anne-Sophie Mutter taler, er det som at lytte til en bjergbestiger. Alt handler om højder, dybder og kampe for at komme op. Det er der en naturlig grund til. For det er først når næsen møder den friske bjergluft, at Mutter finder ro. Men også i sit professionelle liv befinder Anne-Sophie Mutter sig på toppen. Når hun kigger ned ad karrierebjerget kan hun se helt tilbage til barndomsbyen Rheinfelden, hvor turen startede. Lyden af Yehuda Menuhins mesterlige violinspil fandt vej ind i øregangen på den fem år gamle Mutter og kom ud af munden som et krav om violinundervisning. Og det skulle være nu! Hverken hendes far eller mor var musikere, men deres viljefaste datter fik alligevel sit ønske opfyldt. Selvfølgelig kunne man bagklogt sige. For Anne-Sophie Mutter er både berømt og berygtet for altid at få sin vilje. Flere gange har hun forladt lydprøver, hvis hun ikke følte, at hun blev lyttet til, og til pressemøder kan hun finde på at gå, hvis journalisterne stiller for dumme spørgsmål. Og hun kan gøre det med sindsro. For talentet er uomtvisteligt. Det beviste hun allerede i en alder af 13 år, da hun indtog scenen i Salzburg som solist for Berlinerfilharmonikerne ledet af mesterdirigenten Herbert von Karajan. Resten er historie. I dag spiller hun over hele verden - enten sammen med de store symfoniorkestre eller akkompagneret af sin faste pianist Lambert Orkis, der også følger med til koncerten i Aalborg. - Sammen med Lambert Orkis har jeg spillet næsten alt. Bach, Mozart og værker, der var skrevet til os. Det er utrolig vigtigt, at vi kender hinanden så godt. Der er så mange detaljer i kammermusik, at man er nødt til at bruge ufattelig meget tid på at øve sammen. Når jeg spiller med ham, så er det ligesom at møde en gammel ven, som man måske ikke har talt med i et år. Man fortsætter bare samtalen, hvor den slap og kan afslutte hinandens sætninger. Selvom de stiller op som duo, er der ingen tvivl om, hvem der - nåja - spiller førsteviolin. - Det bliver en aften domineret af violin. Hvor jeg kan spille nogle blærede stykker. Det bliver helt rart til en forandring, griner den selvbevidste violinist. - Men man skal ikke undervurdere, hvor svært det er for pianisten at følge violinen. Han er nødt til at være oppe på fingerspidserne hele tiden og er nødt til at føle, hvor jeg er på vej hen, så han kan følge efter. Det er sværere end bare at spille efter noder med et stort orkester. På den seneste cd bevæger Anne-Sophie Mutter sig lidt væk fra det klassiske repertoire. Hun vil ikke lade sig binde af andre forventninger end hendes egne. - Jeg leder altid efter nye muligheder, der kan bringe mig videre. Derfor spiller jeg mange nye værker, men som violinist er jeg selvfølgelig også nødt til at forholde mig til de klassiske komponister. Næste år venter således en indspilning af W. A. Mozarts sonater. I 2006 er det komponistens 250 års fødselsdag, og man kan ikke forestille sig at hylde den lille mand uden et bidrag for den store kvinde. Projektet er et blandt mange for Anne-Sophie Mutter. Hun planlægger allerede turneer, indspilninger og festivaler mange år frem i tiden. Mutter er god til at finde nye udfordringer. Eller som hun selv udtrykker det. - Når man er kommet op på toppen af bjerget, kan man pludselig se alle de andre bjerge. Og dem vil man jo også op ad. God tur. Anne-Sophie Mutter, Recital tour med Lambert Orkis, 13. maj i Aalborg Kongres & Kultur Center.