Tony Curtis død

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tony Curtis fotograferet i 1961 sammen med sin daværende kone Janet Leigh.

‡Tony Curtis, hvis udseende og evner som skuespiller har sikret ham stjernestatus i en stribe Hollywoodfilm, er død i sit hjem i Nevada, 85 år. I 1950’erne var Tony Curtis en af Hollywoods mest succesrige skuespillere med hovedroller i en række kassesucceser. Han var også en af branchens mest optagede playboys. Tony Curtis blev født i bydelen Bronx i New York og hed oprindeligt Bernard Schwartz. I 1943 gik han ind i den amerikanske flåde, og siden vendte han tilbage til New York og begyndte som skuespillerelev. En kontrakt med Universal Pictures førte ham til Hollywood, hvor han debuterede i filmen ”Criss Cross” i 1948. Skuespilleren har været med i flere end 140 spillefilm. Han fik også en fremtrædende rolle i 1970’erne tv-serien ”De Uheldige Helte”. Her spillede han en rå, velhavende amerikaner, mens Roger Moore var seriens aristokratiske brite. Siden begyndelsen af 1960’erne har Curtis også malet, og i sit livs efterår brugte han mere og mere af sin tid på malerkunsten. Hans billeder er blevet solgt for mere en 50.000 dollar og hænger på en række gallerier rundt i verden. Tony Curtis har været gift fem gange, og han har seks børn. Hans datter, skuespilleren Jamie Lee Curtis, er fra ægteskabet med skuespilleren Janet Leigh. Curtis efterlader konen Jill VandenBerg og fem børn./ritzau/