Topbokser tog hash inden DM

DM-guldvinderen Kenneth Nemming fra Nakskov gået i dopingfælden

Narkokriminalitet 8. maj 2007 06:00

NORDJYLLAND: Den 20-årige danske mester i weltervægt, Kenneth Nemming fra BK Ørnen i Nakskov, mister efter al sandsynlighed den guldmedalje, han erobrede, da han 11. marts slog Torben Keller fra Pandrup BK på point i finalen ved DM i Odense. Mens Danmarks Bokse-Union og Danmarks Idrætsforbund kun vil bekræfte, at der i øjeblikket kører en sag mod en bokser, så tøver Kenneth Nemming selv ikke med at indrømme, at han er hovedpersonen i dopingsagen, som i går var på dagsordenen på et bestyrelsesmøde i DaBU. - Det er en rimelig uheldig sag, erkender Nakskov-bokseren, som indtil videre er blevet suspenderet af DaBU, indtil den endelige dom falder i DIF’s Dopingnævn. Det er så vidt vides første gang, at en dansk topamatørbokser fældes for misbrug af hash. Derimod er dansk professionel boksning tidligere blevet ramt af en lignende sag, da den tidligere WBA-verdensmester Johnny Bredahl efter en kamp 30. november 1996 mod østrigeren Harald Geier i Wiener Neustadt blev afsløret med hash i blodet. Umiddelbart efter DM-sejren i marts blev Nakskov-bokseren hevet ind til dopingkontrol, og testen viste efterfølgende spor af hash, som figurerer på dopinglisten. - Jeg havde drukket noget guldkakao (kakaodrik med smeltet hash i, red.) sammen med nogle venner. Men jeg vidste ikke, er var hash i. Havde jeg gjort det, så havde jeg selvfølgelig ikke drukket det, siger Kenneth Nemming Mens DaBU-formand Svend Aage Jørgensen vurderer, at straffen ved dom bliver et års karantæne fra al idræt, så håber Kenneth Nemming på det halve. Bliver straffen et års karantæne, så får Kenneth Nemming ikke mulighed for at forsvare sin DM-titel i 2008. - Hvis de tager guldmedaljen fra mig, så er jeg måske ikke officiel dansk mester mere, men så er jeg uofficiel dansk mester. Jeg var den bedste ved DM, hvor jeg bankede dem alle sammen, og jeg kommer stærkt tilbage. Hvis jeg får et års karantæne og ikke kommer med til næste DM, så må jeg bare slå ham, der bliver dansk mester, når jeg er klar igen, lyder det fra Nakskov-bokseren, som erklærer sig dybt uenig i, at hash overhovedet står på listen over forbudte stoffer. - Det er jo ikke præstationsfremmende, konstaterer han. Samme holdning giver den nordjyske idrætslæge Vagner Mortensen udtryk for i det seneste nummer af DaBU’s nyhedsbrev. Her kommer Vagner Mortensen, der er formand for Dopingkommisionen i Det Europæiske Bokseforbund EABA, med følgende advarsel til de danske amatørboksere: - Vi ved, at hash ikke er præstationsfremmende og ikke burde stå på dopinglisten, men hash står der. Så drenge og piger - lad være med at ryge hash og lignende. I får et års karantæne fra al sport!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...