Topchefer fik papir på kontrakter med Kina

En stribe af erhvervslivets tunge drenge har underskrevet aftaler for milliarder med Kina i Moltkes Palæ.

Topchefer fik papir på kontrakter med Kina

Der var lidt gammel cirkushest over det, da dansk erhvervslivs grand old man, Haldor Topsøe, kort før middag satte sin signatur på en kontrakt mellem sin kemiteknologiske koncern og den kinesiske organisation Teda om etablering af en virksomhed i Kina.

Kontrakten mellem Haldor Topsøe A/S og Teda omfatter en samlet investering på næsten 1,2 milliarder kroner, og det er noget, der kan begejstre virksomhedsejer og grundlægger Haldor Topsøe, der ellers har prøvet lidt af hvert.

Han er 99 år nu, men da han underskrev kontrakten ved en stor ceremoni i det mondæne Moltkes Palæ i København, var der smil i det furede ansigt.

Og da hans egen og Teda-repræsentantens underskrifter var på plads, fik kineseren et par solide og kammeratlige klap på overarmen af Topsøe, mens kronprins Frederik og Kinas vicepremierminister, Wang Qishan, så på.

Også økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og handels og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) var med ved den stort-anlagte konference, der fandt sted i forbindelse med Kinas præsident, Hu Jintaos, officielle besøg.

En "vigtig" konference, som kronprinsen sagde, da han åbnede den og benyttede lejligheden til at minde om, at Danmark og Kina har haft handelsforbindelser i 300 år.

- I dag er der udfordringer som blandt andet klimaforandringer, der er med til at bringe os tættere sammen, sagde han.

- Vi fejrer vigtigheden af forholdet ved at underskrive en række aftaler, tilføjede kronprins Frederik.

Topsøe-kontrakten er en af i alt 16 kontrakter, der blev underskrevet ved konferencen.

To af kontrakterne var officielle aftaler mellem Danmark og Kina, men der var så også 14 aftaler, hvor danske virksomheder har indgået aftaler med Kina.

Pia Olsen Dyhr har tidligere sagt, at aftalerne har en værdi på anslået 18 milliarder kroner.

Det var da også de tunge drenge fra dansk erhvervsliv, der sad og skrev under på kontrakterne i Moltkes Palæ.

Blandt andre topcheferne for Carlsberg, Grundfos og Vestas, henholdsvis Jørgen Buhl Rasmussen, Carsten Bjerg og Ditlev Engel.

Steen Risgaard fra Novozymes havde en kontrakt at skrive under, mens Jørgen Mads Clausen fra Danfoss havde to. Også koncerner som A.P. Møller-Mærsk, Arla Foods og Bestseller indgik aftaler.

/ritzau/