Topcoat på toppen

Aalborg 20. april 2003 08:00

?Kjeld Bjerre ! - jeg læser med stor interesse dine artikler i BoGodt. Jeg har specielt fulgt med på det seneste, når det har drejet sig om skorstensproblemer. Jeg opmurede selv for ca. 40 år siden en skorsten, der øverst blev afsluttet med et rulleskifte, og hvor der indenfor dette blev foretaget udstøbning med beton. Der er nu sket det, at der er opstået en revne i betonen, ligesom den også er noget forvitret på overfladen. Tror du det vil være muligt at at klare problemet på simpel måde ved at forsegle overfladen med glasfiber og "Topcoat"? Jeg har aldrig tidligere hørt om topcoat, hvad er det for noget ? Jørgen Jensen, Aalborg !Hej Jørgen Jensen - stop lige en halv: Topcoat hedder ikke topcoat, fordi det skal bruges på toppen af skorstenen! Og det er faktisk slet ikke velegnet til formålet, men lad os ta' historien fra en kant. Det vi i daglig tale kalder glasfiber, er i virkeligheden ret kunstfærdigt bygget op - det er et såkaldt komposit-materiale (og ved nærmere eftertanke tror jeg endda, at det staves med c ...) Navnet skyldes de fleksible måtter af "glasfibre", som udgør kernen - de indstøbes så i polyester, som nærmest er en slags 2-komponent lim, og derved får men et let og hamrende stærkt materiale: Fiberforstærket polyester. Det er oven i købet rasende billigt og så nemt at arbejde med, at enhver kan hitte ud af det. Men - polyester er desværre porøst og alt andet end vandtæt, og derfor skal eksempelvis både have en topcoat (som altså egentlig bare betyder "det øverste lag"). Normalt er den også baseret på polyester, men nu tilsat farve. Denne "gelcoat" er meget tæt, men trods alt heller ikke HELT tæt - derfor skal overfladen holdes med en særlig voks eller silikone, og under overfladen (altså på skibe) maler man ligefrem en sidste gang med epoxy. Epoxy er nemlig om ikke ligefrem tæt - det er der vist i princippet ikke noget, som er - så dog tæt på at være tæt. Og i hvert tilfælde tæt nok! Med hensyn til betonkanten på din skorsten vil jeg foreslå, at du kratter revnen ud og reparerer med en vandfast fliseklæber - den er nemlig så tilpas fleksibel, at der er en chance for, at det holder. Og så renser du overfladen og maler med en epoxymaling. Udover at være tæt og stærk, så fås epoxy også i meget fleksible udgaver, som minder om tjære. Det er muligvis at skyde gråspurve med kanoner, men så kommer der i hvert tilfælde ikke mere fugt ned i DEN skorstenspibe ... Alternativt kunne du jo overveje at lave en inddækning - jeg tror faktisk, at det ville være lettere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...