Topdanmark taber principsag om skade

Olietank sprang læk efter mange års tæring. Alligevel var det en pludselig skade, fastslår Højesteret

Topdanmark taber principsag om skade

En stribe forsikringskunder kan muligvis nu få erstatning, selv om de i første omgang har fået en kold skulder.

Det er en ny dom afsagt af Højesteret, som baner vejen for erstatninger, mener advokat Poul Hvilsted.

På vegne af et københavnsk bageri har han netop fået medhold i en retssag mod Topdanmark.

En olietank i bageriet sprang i 2002 læk, da der blev fyldt olie på den. Men Topdanmark ville ikke dække omkostningerne på 120.000 kroner.

Begrundelsen har været, at skaden ikke var opstået pludseligt. Den var resultat af mange års tæring af olietanken.

Men Højesterets dommere slår fast, at lækagen skete pludseligt, hvorefter der løb godt 1500 liter ud på bageriets gulv.

Der var tale om et pludseligt uheld, som er omfattet af forsikringsdækningen, påpeger de syv dommere - også selv om olien var nogle timer om at løbe ud.

At tæringen har udviklet sig over lang tid, ændrer ikke ved, at uheldet skete pludseligt, lyder det.

- Dommen vil få umiddelbare og betydelige følger. Nylige afgørelser om afvisning vil kunne genoptages, mener bageriets advokat, Poul Hvilsted, fra firmaet Horten.

De klare præmisser underkender faktisk årtiers forsøg fra forsikringsselskabernes side på at afvise at betale erstatning til erhvervskunder ved at trække "pludseligheds-kortet", mener advokaten.

Afgørelsen vil også kunne få betydning for andre skader, som opstår pludseligt efter langvarige processer.

Grundlæggende har sagen handlet om, at forsikringspolicer skal skrives klart og tydeligt, mener Poul Hvilsted.

Højesterets dom kan få indflydelse på, hvordan policer udformes. Forsikringsselskaberne har forsømt at tilpasse sig lovgivningen om forureningsansvar, vurderer han.

Også i Østre Landsret fik bageriet medhold, men Topdanmark anså sagen som principiel og fik så tilladelse til at anke ekstraordinært til Højesteret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk