Toperfaren Jelved skal rydde op efter cirkusballade

Med 25 år på Christiansborg får regeringen i Marianne Jelved en erfaren politiker i balladeramt ministerium.

Toperfaren Jelved skal rydde op efter cirkusballade

"Damen med håndtasken", "tanten" eller "skolelærerinden".

Den 69-årige Marianne Jelved har fået mange kælenavne klæbet til sig i medierne, siden hun for lidt over 25 år siden blev valgt til Folketinget.

Men trods det lidt tørre image er den tidligere folkeskoleærer en af de meste vellidte og erfarne politikere på Christiansborg. Nu får hun endnu en tung politisk post på CV'et.

Torsdag bliver hun officielt udnævnt som landets nye kulturminister, efter Uffe Elbæk har valgt at trække sig fra ministeriet.

Beslutningen kom få dage efter, at sagen om fem møder på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (Afuk) udløste beskyldninger om nepotisme mod Uffe Elbæk, der har siddet i bestyrelsen for Afuk, og hvis mand senere blev ansat på stedet.

Presset på den afgående kulturminister steg for alvor, da han på et samråd tirsdag overraskende oplyste, at han stoppede et sjette møde på Afuk efter advarsel fra en embedsmand.

Før og under samrådet fastslog Uffe Elbæk ellers flere gange, at han ikke blev advaret af embedsmænd mod at holde møderne på Afuk.

Nu skal den rutinerede Marianne Jelved rydde op efter cirkusballaden.

Marianne Jelved er uddannet folkeskolelærer fra Hellerup Seminarium, og senere fik hun også en kandidatgrad i dansk.

Det politiske liv begyndte i 1987, da hun for første gang blev valgt ind i Folketinget i Hjørringkredsen.

Året efter blev hun formand for De Radikales folketingsgruppe, og under statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1990'erne begyndte "tanten" at overtage de tunge politiske poster.

I 1993 skrev hun politisk historie ved at blive Danmarks første kvindelige økonomiminister, og fra 1994 blev hun også vicestatsminister og minister for nordisk samarbejde. Ministerperioden sluttede, da VK-regeringen overtog magten i 2001.

Efter en periode med svigtende vælgertilslutning til partiet stoppede Marianne Jelved i 2007 som politisk leder af De Radikale. Partiet dykkede yderligere i meningsmålingerne, da Naser Khader og Anders Samuelsen forlod De Radikale og dannede Ny Alliance.

Det seneste års tid har Marianne Jelved været gruppeformand for partiet, og De Radikale skal nu finde en ny politiker til posten. Ifølge TV2 Nyhederne er Sofie Carsten Nielsen ret sikker på at skulle træde i "skolelærerindens" fodspor.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.