Tophold fik kamp til stregen af Horne

Håndbold, 2. division, kvinder Skive fH - Horne KFUM 19-17 (9-9) Mål for Horne KFUM: Winnie Oddershede og Helle Didriksen hver 4, Pia Holstein og Else Christensen hver 3, Bodil Christensen 2 og Mette Nedergaard 1 SKIVE: Hjemmeholdet mødte op som ubesejret med maksimum 22 point efter 11 kampe, så på forhånd virkede det som en helt umulig opgave for gæsterne at få hårdt tiltrængte point med hjem i bestræbelserne på at holde nedrykningspladserne på afstand. Gæsterne gik imidlertid uimponeret til opgaven og havde ikke bare Skive på krogen men også nede i sækken. Det var ikke mindst imponerende flot spil af målmand Louise Espersen, som blandt andet med fire redninger af straffekast fra Skives ellers meget sikre Mette Klit holdt gæsterne inde i kampen. Gennem hele første halvleg fulgtes de to hold ad, og derfor var 9-9 ved pausen særdeles rimeligt. I starten af anden halvleg kom Skive foran 13-11, men herefter fik Horne KFUM med en superfight forhindret topholdet i at score i hele tolv minutter, og det gjorde, at hjemmeholdets speaker med en føring på 16-13 til gæsterne lurede sensationen. Skive kom imidlertid stærkt igen, og da Horne gik lidt ned og var uden scoringer i 11 minutter, var stillingen 17-17 godt to minutter før tid. I den sidste afgørende fase havde hjemmeholdet det nødvendige held og sikrede sig de afgørende scoringer til slutresultatet 19-17. Kollund/Lind - Taars/Ugilt 31-20 (15-7) Mål for Taars/Ugilt: Diana Helledie 8, Ann Jensen 4, Lene Rubak 3, Jeanette Mørk og Winnie Petersen hver 2, Majken Frederiksen 1 KOLLUND: Det var ikke til at se på gæsternes indsats, at hjemmeholdet reelt kunne være sat af i Taars/Ugilts bestræbelser på at komme afgørende fri af nedrykningspladserne. Hjemme blev søndagens modstander slået med et enkelt mål, men uden hverken gejst eller vilje blev det til et nederlag til Taars/Ugilt på ikke mindre end 11 mål i årets første kamp. Da opgøret startede, var gæsterne tilsyneladende ikke klar over, at nu var juleferien forbi. Det blev derfor hurtigt til en komfortabel føring til hjemmeholdet, og selvom indsatsen blev noget bedre i anden halvleg, kom Taars/Ugilt aldrig nærmere end at være bagud med fire mål i den meget svagt spillede kamp set med nordjyske øjne. RSU Ringkøbing - HF Hjørring 26-21 (11-10) Mål for Hjørring: Tina Hansen 5, Helle Møller 4, Pernille Schlie 3, Pernille Holst, Karoline Skovsgaard, Bolette Købstrup og Kristina Laursen alle 2, Jeanne Eg 1 RINGKØBING: For anden kamp i træk var Hjørring-holdet meget tæt på sæsonens første sejr. Gæsterne var således med helt til 17-17 kun 13 minutter før tid, og da var det fire udvisninger på kun syv minutter, der ødelagde rytmen. Gæsterne fik en glimrende start og førte 4-0 inden hjemmeholdet, der absolut ikke havde dommerne imod sig, fik udlignet til 4-4 på fire straffekast. Herefter fulgtes de to hold pænt ad i den næste halve time, og det var ikke mindst storspil af de to keepere i Hjørring-målet, Maja Broen og Jytte Hansen, der holdt de godt fightende gæster inde i opgøret til det sidste. mølbæk