Tophold tabte til IK 1919

POKALTURNERINGENS 5. RUNDE HÅNDBOLD HERRER IK 1919 Aalborg (DS) - Frederikshavn fI (2. div) 38-31 (17-12) Flest mål for IK1919: Ole Gade 10 AALBORG: Fra kampens start stod det klart, at hjemmeholdet var helt klar til kamp, mens gæsterne fra Frederikshavn, der er tophold i anden division, helt klart undervurderede hjemmeholdet. Frederikshavn var til opgøret i stærkeste opstilling, men det var alligevel hjemmeholdet, der tog teten fra kampens første minut, hvor holdet spillede det flotteste længe set. Det medførte en sikker føring til IK 1919, som gav holdet mulighed for at spille contra spil. Efter pausen forventedes et FfI stormløb for at få hentet de fem mål, men det blev istedet hjemmeholdet, der scorede halvlegens tre første mål, og derefter gav FfI mere eller mindre op. IK 1919 træner Christian Hannesbo fik rig lejlighed til i anden halvleg at demonstrere sin brede bænk, med masser af spilletid til alle, uden at FfI fik mulighed for at komme tættere på. Med sejren er IK 1919 i pokalturneringens 6. runde, og Christian Hannesbo håber igen på hjemmebane. Enten mod et DS hold, da det skulle give en mulighed for yderligere arrangement, eller en kassekamp mod eksempelvis Viborgs 1. divisionshold, som kunne give spillere og publikum en stor oplevelse, samt spillerne en masse at bygge på i den vigtige sæsonafslutning i Danmarksserien. jeege