Topholdet sejrede

SERIE 2 PULJE 8 FODBOLD LKB Gistrup-Støvring IF 3-0 (1-0) 1-0 Jeppe Kærgaard, 2-0 René Lindgreen, 3-0 Jeppe Kærgaard GISTRUP: LKB Gistrup viser ingen slinger i valsen, og heller ikke Støvring formåede at byde det ubesejrede tophold trods. Allerede efter 3 minutter leverede hjemmeholdet et flot angreb, hvor bolden blev sendt knaldhårdt ind i feltet efter indlæg fra siden, hvor Jeppe Kærgaard kom bagfra og hamrede bolden utageligt i netmaskerne. De næste 25 minutter kørte LKB bolden rundt og efterlod nærmest SIF som statister. Mod halvlegens slutning kom Støvring bedre med uden at holdet kreerede nogen målchancer. Efter pausen vekslede spillet lidt, hvorefter LKB igen trykkede gæsterne i bund, og det blev 2-0 på et elegant lob af René Lindgreen over Støvrings målmand efter 70 minutters spil. Herefter gav SIF stort set op, og kampens store profil Jeppe Kærgaard kunne løbe slalom gennem gæsternes forsvar 10 minutter før tid, og sikre hjemmeholdet en meget fortjent 3-0 sejr. Med sejren står LKB noteret for 4 kampe 12 point, og træner Jesper Hjorth er da også meget tilfreds. jeege