EMNER

Tophotel i Trysil

det nye hotel ligger i gåafstand fra pisterne. Foto: Aud Ingebjørg Heldaas

det nye hotel ligger i gåafstand fra pisterne. Foto: Aud Ingebjørg Heldaas

Trysil er først og fremmest kendt som en hyttedestination. De fleste danskere vælger at leje en af områdets mange hytter, når de tager til Trysil for at stå på ski. Hotelmæssigt har udbuddet ikke været det helt store, men nu sker der noget. På det nærmeste som nabo til Turistcentret ligger det helt nye Radisson SAS hotel. Et topmoderne hotel med over 200 værelser. Også hvis man ikke er til ski, kan man nu have det sjovt i Trysil. I bunden af hotellet ligger et større badeland med mulighed for sauna og dampbade. Der er også en stor spafdeling, ligesom der er en bowlingbane med otte baner. Direktøren på hotellet er dansk. Det er Jesper Francl, der oprindeligt er uddannet kok, men de senere år har arbejdet på en række nye hoteller. En slags specialist, kan man vel kalde ham, for indenfor en kort årrække har han stået bag åbningen af ikke mindre end seks hoteller. Men selvom han har smidt forklædet og grydeskeen, ligger madens kvalitet ham på sinde. Det er ikke tilfældigt, at han i en årrække var dronningens personlige kok. Om det er derfor, der kun er ansat en enkelt nordmand i køkkenet, skal være usagt, men glimrende, det er maden i hvert fald. Det er ikke helt billigt at indlogere sig på hotellet. Nogen fast pris er der ikke - hotelværelser er sæsonvarer. Men absolut dyreste periode er dagene i påsken - her skal man regne med at betale omkring 2800 n.kr. for et dobbeltværelse med morgenmad. Ellers svinger priserne i vintersæsonen typisk mellem 1500 og 1800 n. kr. for et dobbeltværelse inklusive morgenmad. Udover det nybyggede Radisson er endnu et hotel på vej i Trysil. Det er ved at blive bygget ved Fageråsen, og bliver på i alt 347 værelser. Det nye hotel står klar 1. september i år, og er en del af Choice-kæden.