Topjob: Konkurrent snupper direktør i Nordjylland

57-årig sundhedsdirektør har fået nyt job efter fyringer på sygehuse

Claus Brøckner Nielsen kom i september 2015 til Sygehus Vendsyssel - det senere Regionshospital Nordjylland. Nu skal han udfylde hullet efter den fyrede hospitalsledelse i Midtjylland. Arkivfoto: Hans Ravn

Claus Brøckner Nielsen kom i september 2015 til Sygehus Vendsyssel - det senere Regionshospital Nordjylland. Nu skal han udfylde hullet efter den fyrede hospitalsledelse i Midtjylland. Arkivfoto: Hans Ravn

NORDJYLLAND:I sidste uge blev to hospitalsdirektører på Hospitalsenheden Midt fyret med øjeblikkelig virkning. Nu har Region Midtjylland fundet en ny lægefaglig direktør. Det er Claus Brøckner Nielsen, 57 år, der kommer fra et tilsvarende job hos Regionshospital Nordjylland.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Claus Brøckner har været i Nordjylland siden september 2015 og kom dengang fra en stilling som ledende overlæge på hjerteafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Han har derfor kendskab til sundhedsvæsenet i Region Midtjylland, og det har været afgørende, fortæller koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.

- Hospitalet er i en usædvanlig situation med den nuværende konstituerede ledelse, og ikke mindst derfor er det forhåndskendskab, Claus Brøckner Nielsen har med sig, af stor værdi, siger Ole Thomsen i pressemeddelelsen.

Claus Brøckner Nielsen tiltræder stillingen 15. oktober og får medansvar for driften af 22 afdelinger og centre på de fire regionshospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive. De fire hospitaler har i alt 4150 ansatte og behandlede i 2017 over 359.000 ambulante patienter og udskrev 52.747 patienter efter indlæggelse.

Claus Brøckner Nielsen bor sammen med sin familie i Risskov ved Aarhus.

Det er endnu ikke besluttet, hvordan den ledige stilling hos Regionshospital Nordjylland besættes.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.