Topkarakter til Abba-musical

"Mamma Mia, here I go again". And again and again. Selv om det gamle ABBA-hit er 34 år gammelt, kan det - og musicalen - stadig sælge billetter i Gigantium. Læs NORDJYSKES anmeldelse her.

Moderen Donna og hendes to veninder som "Donna & The Dynamoes". Foto: Martin Damgård.

Moderen Donna og hendes to veninder som "Donna & The Dynamoes". Foto: Martin Damgård.

Mamma Mia: Et show, der lægger ud med (og et par timer senere også runder af med) en stille, indfølt, helt enkelt opsat version af "I Have A Dream" - og som dér ind imellem får plads til mindst 21 andre af de mest markante ABBA-hits; sådan et show kan da vist ikke gå helt galt? Og da slet ikke, når showet - da handlingen er til ende og selve historien fortalt - forvandler sig til noget, der mest af alt begynder at ligne en regulær koncert. Med "Mamma Mia" og "Dancing Queen" én gang til, fulgt til dørs af grand prix-vinderen "Waterloo", leveret af en flok sangere og dansere, klædt ud, som befandt vi os stadig i begyndelsen af 70'erne med udsøgt smag for kulørt flæse- og udhaler-tøj? Fejl skal findes med lup Og nej, ikke så meget som sekund går det galt for "Mamma Mia!". Tværtimod vil det kræve både lup, pincet og målfoto at finde frem til fejltrin i en musical, der frivilligt har pålagt sig selv endog særdeles stramme rammer - nemlig at fortælle en historie, som passer til en snes umådeligt kendte poptræffere - samtidig med, at den stadig virker legende og befriende afslappet. Og først og sidst sjovere og vildere og mere skæv og skør og ikke mindst væsentligt mere "naughty" end filmversionen med Meryl Streep og Pierce Brosnan øverst på rollelisten. Live - i den version, der i perioder hærger op til fire steder rundt omkring på kloden - er der langt mere godmodigt "fy på tanken" i meget af, hvad medvirkende siger til hinanden, men måske især i, hvordan de agerer over for hinanden med et meget direkte kropssprog, der ikke gør meget for at skjule kønsdrifterne. Men vel at mærke på en måde og med en tæt timing, så der aldrig når at blive plat. Flot koreografi og forrygende stemmer I det hele taget rummer "Mamma Mia!" - side om side med ind imellem meget tætte byger af nærmest konstant humørsmittende melodier - et væld af gode og spidsfindige detaljer i en vildt sindrig koreografi. Samtidig er det et åbent spørgsmål, om en musical nogensinde har gjort så meget ud af at præsentere så mange dansetrin fyldt med så heftige doser af venligt stemt ironi. Når moderen i historien, Donna og hendes veninder, engang (og nu igen) samlet i sang- og dansetrioen Donna & The Dynamoes, først får fundet gamle kræfter frem på ny til et monsterhit som "Dancing Queen" - så bliver ikke så meget som ét eneste bevidst overskruet dansetrin sprunget over. Og der er ikke et øje tørt. Samtidig gør "Mamma Mia!" absolut intet for at skjule, at især flere af de tidligste ABBA-sange har noget ret 50'er- eller 60'er-pop-agtigt over sig, og hvorfor ikke give et nummer som eksempelvis "Honey Honey" endnu et drej, så det mere end nogensinde lyder som noget, der er stukket af fra en musical som "Grease"?! Dén sidder lige i skabet. Sammen med alle de andre, båret som de er hele vejen igennem af aldeles forrygende sangstemmer, især Miria Parvins krystalklare, rysrislende smukke (som hovedpersonen Sophie) i tæt kapløb med Jackie Clunes (som moderen Donna). Netop "Donna" tegner sig for et af musicalens (mange!) højdepunkter med en forrygende fortolkning af "The Winner Takes It All" - og i den anden og mere dansevenlige ende af skalen kommer hun langt med at underspille i "Money Money Money". Historien den samme som på film Historien er naturligvis den kendte fra filmen. Om Sophie, der skal giftes med kæresten Sky, og som derfor inviterer alle de tre mænd, der kan være hendes far, med til brylluppet. Efter en del forviklinger i et faktisk forholdsvis komplekst spil mellem personer, der med stor omhu holder oplysninger tilbage for hinanden, ender det med bryllup - men måske ikke lige dét bryllup, man havde regnet med. Det stærkeste ved "Mamma Mia!" er næsten, at de aldeles uimodståelige og stadig lige uopslidelige ABBA-hits - hele vejen fra de bundsolide dansetæskere til de dybt rørende "Slipping Through My Fingers" og "One of Us" - egentlig "bare" er smukke bonusoplevelser oveni i en historie, der også kunne have være fortalt uden de musikalske rammer. Tv-komedierne får kamp til stregen For selv om selve historien godt kan virke banal (og ikke videre troværdig), lever - og overlever - den på sin helt egen, boblende charme, hvor der næsten altid ligger en kvik bemærkning (en "one-liner", som især amerikanerne kalder dem) på lur i den næste replik. Morsomheder, som kan give de fleste tv-komedier alvorlig kamp til stregen. Her er med andre ord overraskende meget at grine ad, noget for øjet konstant - om så det "bare" er et godt kropssprog (og det er da ufatteligt hvor meget morskab, man kan få ud af syv mand med alt for store svømmefødder til tonerne af "Lay All Your Love On Me"!) - i det hele taget stærk koreografi, flotte danseoptrin, godt skuespil - og så en kaskade af veldrejede popmelodier i på én gang loyale og personlige udlægninger. Så kan man da vist vanskeligt forlange mere. Thank you for the music!