Topkarakter til Fårup Sommerland

Fårup Sommerland er blevet femstjernet på lige fod med Tivoli og Den Gamle By

Henrik Strømgaard
Få­rup Som­mer­land er ble­vet fem­stjer­net, hvil­ket ikke kun skyl­des ud­vik­ling af nye for­lys­tel­ser men også træ­ning af per­so­na­let, og så læg­ges der vægt på stem­ning og at­mo­sfæ­re. Ar­kiv­fo­to: Hen­rik Bo
EMNER 1. august 2007 06:00

FÅRUP: Fårup Sommerland er kommet i fornemt selskab: Den nordjyske turistattraktion kan nu kalde sig femstjernet på lige fod med kun ni andre attraktioner i Danmark, herunder Tivoli i København, Legoland i Billund og Den Gamle By i Århus. Fem stjerner er topkarakter og svarer til betegnelsen: En helstøbt attraktion på internationalt niveau. Stjerneordningen er en klassificering, som DTA, Danske Turist Attraktioner, varetager. Klassificeringen bygger på en ekstern og uafhængig vurdering af attraktionerne, hvor der lægges vægt oplevelser, faciliteter og service. Det er altså ikke nok at have en masse forlystelser, selvom det selvfølgelig er det, der især kendetegner Fårup Sommerland, og som også vægtes højest i vurderingen. Der skal dog samtidigt være atmosfære, stemning, variation, kulturel værdi, originalitet og formidling, forklarer DTA. Fårup Sommerlands direktør, Søren Kragelund, er naturligvis ovenud tilfreds med resultatet: - Vi modtager et nyt evalueringsbesøg hvert andet år, og i tiden fra sidste besøg og til nu har vi arbejdet koncentreret på at forbedre vores pointstatus og derved sikre vores besøgende en bedre oplevelse, siger Søren Kragelund. DTA hjælper turistattraktionerne med at udvikle sig, og der laves en uddybende rapport efter hvert besøg. Så selvom nye forlystelser er det mest synlige bevis på sommerlandets udvikling, sker der også meget ”bag kulisserne”. For eksempel har Fårup Sommerland arbejdet intensivt med at træne sit personale, og i den forbindelse er Fårup Academy oprettet. Samtidigt skal der ske en løbende vedligeholdelse, hvis de fem stjerner skal i hus. Ud over de fem stjerner fik Fårup Sommerland også lidt at prale af i sidste uge. Her blev der sat besøgsrekord med 16.616 gæster gennem tælleapparaterne på en enkelt dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...