Topklubber til Nørhalne

Torsdag aften blev der trukket lod til 30. udgave af det traditionsrige stævne i indefodbold, Nørhalne VVS Cup, der spilles mellem jul og nytår i Nørhalne Hallen.

Carl Johan Christensen i aktion. Han dømmer Nørhalne VVS Cup sammen med Lars Ø. Poulsen.Foto: Martin Damgård

Carl Johan Christensen i aktion. Han dømmer Nørhalne VVS Cup sammen med Lars Ø. Poulsen.Foto: Martin Damgård

Vanen tro har stævnet deltagelse af både divisionsklubber og hold, der er specialister i indefodbold, ligesom stævnet vil byde på en lang række lokalopgør. I år byder Nørhalne VVS Cup på en række nyskabelser. Det er udvidet fra 18 til 20 hold, og den samlede præmiepulje er på 13.000 kroner. Desuden udloddes der præmier på de programmer, som sælges ved indgangen. Det var æresmedlem og tidligere formand i AaB, Anders Kristensen, der i Fremad Nørhalnes klubhus havde æren af at trække lod til de fire indledende puljer. Det første hold, han trak op af den store pokal, var AaB. Derudover består gruppe 1 af Hobro, Nørresundby, NUBI og Gundersted. Gruppe 2 giver minder om tiden med Aabybro Kommune-mesterskaber. Gruppen består af Taars/Ugilt, Birkelse, Aabybro, Fremad Nørhalne og Biersted. Pulje 3 er en dynamitpulje med specialister og divisionshold, nemlig Asaa, FC Blokhus, Lindholm, Sulsted og Aalborg KFUM. Gruppe 4 er VHG/GS, Brovst, Løgstør, Vejgaard og Aalborg Chang. De første to indledende puljer spiller onsdag aften 28. december, og de sidste to puljer torsdag 29. december. Finalen med deltagelse af otte hold spilles fredag 30. december.