Topløse Porsche til september

1. juni 2003 08:00

Frisk luft til håret for 2.191.488 kr. Det bliver eftersommerens tilbud fra Porsche. Til september venter importøren at kunne introducere den ny Porsche 911 Carrera 4S Cabriolet på det danske marked. Porsches velkendte 3,6 liters seks-cylindrede Boxermotor, som yder 320 hk, er sammen med bilens dynamiske undervogn garant for en ultimativ køreglæde på såvel snoede veje som på motorveje. Med til at øge sikkerheden i den nye 911 Carrera 4S Cabriolet er Porsche Stability Management (PSM), som kombineret med 4-hjulstræk giver et gedigent vejgreb. Stofbetrækket på kalechen har en speciel, såkaldt Z-foldning, der muliggør, at kalechen kan åbnes og lukkes under kørslen ved en maksimal hastighed på 50 km/t. Det tager 20 sek. for kalechen at åbne sig og køre ned i rummet under afdækningen. Den karakteristiske tværbjælke mellem baglygterne, som er kendetegnende for Porsche 911 Carrera 4S - er naturligvis også at se på Cabriolet versionen. Når kalechen ikke er nede, når tophastigheden op på 280 km/t, og accelerationstiden fra 0-100 km/t er på blot 5,3 sek. Den nye Cabriolet fra Porsche leverer med sit Turbo-bremseanlæg toppræstationer for bremseevne. Og dertil kommer de 330 mm store ventilerede, perforerede bremseskiver, som er en sikkerhed mod fading. Bremsekraften bliver overført til vejen via 18" letmetalfælge med dæk, som foran har dimensionerne 225/40 og bag 295/30. Det er muligt at bestille det keramiske bremsesystem PCCB (Porsche Ceramic Composite Brake) som ekstraudstyr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...