Fodbold

Topmålmand på jobjagt

Thomas Sørensen skal samle selvtillid på landsholdet

VEDBÆK: Morten Olsen ser ingen grund til at spekulere over, om landsholdets førstemålmand Thomas Sørensen sammen med holdkammeraterne i Sunderland skal spille videre i den næstbedste engelske fodboldrække til næste sæson. Landstræneren understreger, at Sørensen er i høj kurs hos trænerkolleger overalt i verden, og at fremtiden helt givet hedder fodbold på det højeste niveau. - Thomas er en af Europas allerbedste målmænd. Og det er mange af mine trænerkolleger helt klar over. Derfor er jeg fuld af fortrøstning, for det skal nok løse sig med Thomas. Han kommer videre, og det tror jeg, at alle ved, sagde Morten Olsen, før han tirsdag samlede sine landsholdsspillere til to timers træning i Vedbæk. Thomas Sørensens arbejdsgiver, Premier League-klubben Sunderland, undgår næppe nedrykning i denne sæson, men den ambitiøse målmand har over for Ritzau understreget, at drømmene på ingen måde hedder den engelske 1. division. Og den idé passer fint Morten Olsen. - Jeg har sagt til Thomas, at nu skal han glæde sig over, at han i de næste 10 dage er sammen med et tophold, der har succes. Det kan han bruge til meget. Efter landskampene skal han jo tilbage til et bundhold og de mentale problemer, der kan være forbundet med det. Derfor er det rart at vide, at man i den kommende tid er på et hold, der har succes, sagde Morten Olsen, der aldrig har lagt skjul på sin store tillid til Sunderland-keeperen. Tillid er til gengæld en anden sag, når det handler om pladserne i den anden ende af banen. Ebbe Sand, der er uden mål i de seneste 10 Bundesligakampe i træk, er det åbne spørgsmålstegn i forberedelserne til de kommende EM-kvalifikationskampe mod Rumænien og Bosnien. Skal han have plads i startopstillingen, bliver det givetvis på bekostning af Claus Jensen, der for nylig hele tre gange fandt målet i venskabskampen mod Egypten. De overvejelser må nødvendigvis plage Morten Olsen en smule. Landstræneren startede tirsdag med Claus Jensen og Jon Dahl Tomasson i offensiven, da den formodede startopstilling trænede for sig selv på den ene banehalvdel i Vedbæk. I den anden ende måtte Ebbe Sand starte hos reserverne. Alt det kan ændre sig mange gange inden kickoff lørdag - ikke mindst fordi Morten Olsen endnu ikke selv har set baneforholdene i Bukarest i Rumænien. Er banen i så dårlig stand, som meldingerne antyder, er der lagt op til slagsmål, høje bolde til Ebbe Sand og regulær fight - mere end det kombinationsspil som Claus Jensen mestrer. - Vi ved, hvor vigtigt det er, at vi fra første fløjt sætter os igennem over for rumænerne. De er meget svære at spille imod, hvis de får fornemmelsen af, at det hele kører for dem. Vi skal godt fra start og sætte os i respekt med det samme, sagde Martin Laursen, der selv i Verona og Milan har spillet sammen med rumænerne Cosmin Contra og Adrian Mutu. Forsvarsspilleren blev mandag sendt til specialtræning med hovedstødsafslutninger mod mål, og han forklarede da også tirsdag, at netop dødboldene kan blive et vigtigt våben i den danske strategi mod Rumænien. Morten Olsen, der tirsdag eftermiddag for lukkede døre sendte sine landsholdsspillere ud i en intern træningskamp, har stadig kun 19 spillere til rådighed før afrejsen til Bukarest, og overvejelsen er stadig, om han skal sætte en 20. mand på det fly, der letter torsdag morgen. /ritzau/