Politi

Topmøde betød færre anholdelser

Færre anholdelser fordi politiet skulle passe på EU-toppen

KØBENHAVN:På grund af EU-topmøderne i København i 2002 blev langt færre borgere i hovedstaden anholdt for narkotika, gadeuorden og andre forseelser. I forhold til de foregående år er der tale om et fald på godt 17 procent, fremgår det af Københavns Politis virksomhedsberetning, som netop er offentliggjort. I alt var der 8714 anholdelser, hvilket er 1700 færre end i de foregående år. Antallet af anholdelser for overtrædelse af straffeloven er næsten det samme som tidligere. Det bratte fald findes inden for kategorien "andre lovovertrædelser" - det vil sige færdselslov, politivedtægt og andre love. Udviklingen forklares af politiet med, at betjentene havde travlt i forbindelse med Danmarks formandskab i EU. På grund af de mange politifolk i byens gader begik borgerne faktisk færre lovovertrædelser. Og på andre områder havde politiet ikke kræfter til som tidligere at skride ind, mener vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller. - Den massive tilstedeværelse i København har utvivlsomt haft en forebyggende virkning. Omvendt er faldet i anholdelserne nok også begrundet i, at vi ikke har haft ressourcer til at iværksætte målrettede indsatser mod overtrædelser af lov om euforiserende stoffer og på en række andre områder, siger Mogens Kjærgaard Møller. Dertil kommer, at den strammere udlændingelovgivning har ført til, at politiet i færre tilfælde har anholdt udlændinge. Om tendensen med det store fald fortsætter i år, er usikkert. - Det tør jeg ikke spå om. Men det er svært at forestille sig, at tallet igen bliver så lavt, siger Mogens Kjærgaard Møller. /ritzau/