Topmøder giver mening

Johannesburg gav måske ikke de store resultater, men trods amerikansk arrogance og manglende initiativer er det vigtigt at få problemerne på dagsorden, mener AAU-professor

Johannesburg 7. september 2002 08:00

AALBORG: Trods en usædvanlig stor amerikansk arrogance var topmødet i Johannesburg alligevel ulejligheden værd, og det bliver sikkert ikke det sidste af slagsen. I hvert fald ikke hvis man skal tro professor i internationale forhold, Bengt-Åke Lundvall, fra Aalborg Universitet. - Det er ikke holdbart, at amerikanerne deltager i alle mulige aftaler, som de derefter ikke vil holde. Men jeg tror, at tingene er ved at vende. Selvom amerikanerne på overfladen er ligeglade, så tror jeg, at de intelligente policy-makers ved, at det kan man ikke være, så jeg tror, at vi får en mere normal opførsel fra USA, siger Bengt-Åke Lundvall. Mens kritikerne mener, at topmødet ikke har ført nogen vegne, så tror AAU-professoren, at Johannesburg og de øvrige topmøder har en vigtig signalværdi til verden. - Det er nødvendigt på den måde, at det tydeliggør globale problemer. Det, der ser ud som en tynd kop te, kan have den funktion at sætte tingene på dagsordenen. Og det er vigtigt at have en eller anden slags møde mellem toppolitikerne og de sociale bevægelser. Det er vigtigt at have en bred folkelig opinion, siger Bengt-Åke Lundvall, som understreger, at han kun har kunnet følge topmødet gennem medierne. Herigennem er han imidlertid blevet overbevist om, at det er vigtigere end nogensinde, at Europa står sammen. - Den amerikanske opførsel tydeliggør behovet for at tage det europæiske projekt alvorligt. Danmark er nok ét af de lande, der har været mest tilbøjelige til at følge amerikanerne, men nu må man tage et valg, om man vil tænke europæisk eller transatlantisk, mener Bengt-Åke Lundvall. Han forudser desuden, at der bliver behov for at åbne øjnene også på danske politikere i den hjemlige debat. - På begge sider af det politiske spektrum har der været en tendens til, at man tror, vi kan leve i en lille landsby. Men det kan man ikke. Den lille landsby bliver også ramt af verdens problemer. Hvis der ikke er rent drikkevand nok, går det også ud over landsbyen, og hvis folk sulter i store dele af verden, vil de søge hen, hvor de kan få noget at spise, siger professoren. Derfor tror han ikke på, at verden kan fortsætte uden fælles regler, og derfor vil topmøder også fremover blive en vigtig del af den politiske dagsorden både nationalt og internationalt.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...