Topnavn hevet ud

AaB-træner i åbent mundhuggeri med bagspilleren Rune Ohm

Rune Ohm, som her ømmer sig efter at have fået et slag på struben, var efter nederlaget til FCK tavs om sit opgør med træner Per Jessen.Foto: Martin Damgård

Rune Ohm, som her ømmer sig efter at have fået et slag på struben, var efter nederlaget til FCK tavs om sit opgør med træner Per Jessen.Foto: Martin Damgård

AaB FCK 37-39 Håndboldligaen, mænd AALBORG: Landsholdsspilleren Rune Ohm blev i bogstaveligste forstand hevet ud på bænken af cheftræner Per Jessen, da AaB med nederlaget til et stærkt FCK-hold mistede den sidste reelle slutspilschance. Efter flere mislykkede afslutninger midt i anden fik Rune Ohm signal om udskiftning, men kvitterede med et afvisende svar, hvorefter træneren på håndfast vis greb fat i den temperamentsfulde venstrehåndsskytte og trak ham ud af banen. - Rune Ohm virkede overgearet. Han var vist kommet rigeligt op at køre, lød det diplomatisk fra Per Jessen efter kampen. Ohm tavs Træneren ønskede ikke at kommentere, om episoden får konsekvenser, eventuelt i form af karantæne. - Nu tager jeg en snak med Rune Ohm, og så må vi se, hvordan landet ligger. Rune Ohm var i omklædningsrummet særdeles fåmælt omkring skærmydslerne med træneren. - Ingen kommentarer. Det ordner vi internt, fastslog landsholdsspilleren, der stadig ikke har afklaret, om han stopper i AaB med udgangen af denne sæson eller søger til udlandet. I AaB-lejren håber sportsdirektør Jan Larsen stadig at beholde Rune Ohm, men lykkes det ikke, har klubben allerede nu en afløser i kikkerten. Slået med egne våben I går viste Rune Ohm kun i glimt landsholdsklasse, hvilket AaB havde haft brug for i bestræbelserne på at matche de velspillende gæster. Nu gjorde AaB'erne det heller ikke nemmere for sig selv ved at tillade fem kontramål af FCK i de første 10 minutter - netop det våben, hjemmeholdet selv havde pønset på at udnytte. - Vi var i perioder ikke kloge nok, men tabte generelt til et bedre hold, konstaterede Per Jessen efter et slag, hvor AaB'erne fightede til den bitre ende, men måtte erkende overmagten. ] Kampfakta: Stillinger undervejs: 3-9, 10-17, 17-21 (pause), 17-23, 26-28, 30-36. Mål for AaB: Håvard Tvedten 9 (3), Thomas Klitgaard 6, Bo Pedersen 5, André Jørgensen 4, Rune Ohm 4, Rasmus Haagensen 4 (1), Børge Lund 2, Rune Skjærvold 2, Troels Møller 1. Mål for FCK: Anders Christensen 9 (3), Frank Løke 7, Ole Ekelund 7 (1), Martin Boquist 5, Morten Krampau 4, Kristian Svensson 4, Sebastian Kock-Hansen 3. Udvisninger: AaB 4, FCK 5. Diskvalifikation: 34. minut Andreas Jensen, FCK (tredje udvisning). Dommere: Jan Riber Jakobsen og Lars Christensen. Tilskuere: 1.255 i Aalborg Stadionhal.