Turisme

Toppen i fodsporet på julekalenderen

Turistsamarbejdet Toppen af Danmark vil udnytte tv-profileringen

TV2s julekalender i år er optaget på Børglum med blandt andet lokale skuespiller på holdet. Foto: Bent Bach

TV2s julekalender i år er optaget på Børglum med blandt andet lokale skuespiller på holdet. Foto: Bent Bach

Toppen af Danmark har tænkt sig at følge op på, at årets julekalender i TV2 foregår på Børglum Kloster, hvor fortidens berygtede bisp Stygge Krumpen huserer som spøgelse. - Det er helt klart, at der skal følges op det. Ringenes Herre blev optaget i New Zealand, og landet får stadig mange turister på grund af filmene. Filmen om Arn gav mere turisme i Västre Götaland i Sverige, og på Rosenholm Slot kan man stadig mærke effekten af der for en del år siden var en julekalender der. Nu laver vi nogle aktiviteter i december, og så må vi vurdere hvad vi kan køre videre med bagefter, oplyser direktør Pauli Jørgensen, Toppen af Danmark. En af aktiviteterne er forslag til en kunstrute med besøg i nogle af Vendsyssels kirker for at se på kirkekunst. - Fordelen ved Stygge Krumpen er, at han kom i hele vores område. Faktisk var Stygge Krumpen og hans omkel Niels Stygge drivkraften bag megen af den kirkekunst, der kom op i den periode, fortæller Pauli Jørgensen. Stygge Krumpen vil også indgå som fortællinger i Den Gode Historie arrangementer. Desuden er der planer om at gå i fodsporet på de steder i Vendsyssel, hvor julekalenderen blev optaget, for det foregik også andre steder end på Børglum Kloster. Dernæst vil Toppen af Danmark lave Stygge Krumspring målrettet børn. Endvidere vil turistorganisationen bruge nye sociale medier herunder facebook i markedsføringen. Pauli Jørgensen erkender at man er lidt sent ude, men tilføjer at alt om Stygge Krumpen vil være klar på deres hjemmeside inden 1. december