Toppen og Bolden er nu sat stand by

12.209 besøgte det spændende arrangement

Aalborg 11. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Nu er det slut efter fire dage med et sandt tag-selv-bord af kulturelle aktiviteter for børn, hvor optræden, foredrag, koncerter, forskellige workshops, konkurrencer og meget, meget mere er blevet afviklet. På trods af pædagogstrejken kom besøgstallet op på over 12.000, og oversteg hermed alle forventninger. Toppen og Bolden, der begyndte lørdag 7. september og sluttede i går var Danmarks første børnekulturmesse af sin art. - Besøgstallet den første dag var lidt sløjt, men jeg skal love for, at vi siden indhentede det tabte, siger direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center Ernst Trillingsgaard. - Vi var nervøse for, at mange skoler og institutioner fra Aalborg Kommune ikke havde mulighed for at besøge arrangementet på grund af de mange arbejdsnedlæggelser, men vores indtryk er, at forældre og bedsteforældre tog over og i stedet besøgte messen de sidste to dage. Aalborg Kongres & Kultur Center har omkring Børnekulturmessen samarbejdet med Kulturrådet for Børn, Det nordjyske Landsbibliotek, Aalborg Kommune, Nordjyllands Amt og KulturKompagniet. Det har betydet, at mange gode kræfter er blevet lagt i de mange forberedelser og den hektiske aktivitet, som betød, at Børnekulturmessen fik et så fremragende resultat. Flere sponsorer fra erhvervslivet har også ydet støtte til messen, hvilket har betydet, at endnu flere spændende indslag har kunnet gennemføres. Efter evalueringen af messens forløb, vil der blive taget stilling til, om Børnekulturmessen skal afholdes igen. - Der er ingen tvivl om, at en gentagelse af Toppen og Bolden er rykket langt nærmere som følge af det flotte besøgstal, siger Ernst Trillingsgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...