Bilindustri

Topplacering til Peugeot

Den nye 1007-model er testet af Euro NCAP og opnåede hidtil højeste antal point for passagersikkerhed

EuroNCAP har netop testet 13 biler og langt de fleste af dem kommer ud med gode resultater. Helt i top ligger den nye Peugeot 1007 og det er gode nyheder for Peugeot, der herhjemme endnu ikke er kommet sig helt ovenpå deres mildest talt uheldige håndtering af problemerne omkring brandene i Peugeot 307. Men når talen falder på 1007 er snakken anderledes positiv. Bilen har nemlig fået den pointmæssigt højeste scoring i Euro NCAPs historie: 36,06 ud af 37 mulige point. Ifølge Leif Nielsen fra FDM, der er dansk observatør i Euro NCAP, skyldes resultatet til dels, at bilen er udstyret med tre alarmer for manglende selebrug. Ser man bort fra dette, er Peugeot 1007 overgået af fem biler fra tidligere tests med Ford Focus II i toppen. Reglen siger dog, at man ikke kan sammenligne biler fra forskellige størrelse- og vægtgrupper. Uden point for selealarmerne ville Peugeot 1007 stadig have sine fem stjerner i behold. Det samme ville være tilfældet for Mercedes A-klasse, BMW 3 og Lexus GS300, mens de andre femstjernede biler i testen: Renault Clio, VW Passat og Opel Zafira uden selehuskere kun ville have kunnet opvise et firestjernet resultat. Peugeot 1007 er endda med sine 1185 kg ikke nogen let bil og jo mere vægt, der ligger bag i kollisionen, jo stærkere skal karrosseriet være. Også skuffelser Derfor betegner Leif Nielsen det også som skuffende, at se trillingerne Citroën C1/Peugeot 107/Toyota Aygo få det, han betegner som "et lunkent resultat". Deres egenvægt er kun 810 kg, men det kniber med beskyttelsen omkring benene. Fokus på fremstillingsprisen givet haft betydning. Der er ikke fra starten gardinairbags i grundmodellen og ikke mulighed for ESP. At det koster at lave en sikker bil er helt tydeligt og som Leif Nielsen siger: - Når det er billigt, så bliver det noget skidt. Om det er det der gør sig gældende for blandt andet den nye Suzuki Swift er ikke til at sige, men det er ærgerligt, at den kun får fire stjerner for passagersikkerhed. Til gengæld er den en af de bedste, når det gælder evnen til at beskytte fodgængernes i forbindelse med en påkørsel. Her bliver den tildelt tre stjerner, mens både Renault Clio og Fiat Stilo må nøjes med en sølle stjerne. Fem stjerne til Zafira Kigger man over listen af testede biler er det udover de allerede nævnte værd at bemærke, at Honda FR-V, der kommer som seks-sædes bil, ligesom Fiat Multipla, kun opnår fire stjerner i kollisionssikkerhed, mens den anden af de testede MPV, Opel Zafira får fem stjerner. Ni af de 13 testede biler er, helt efter reglerne, betalt af fabrikkerne selv, Det har den fordel, at de værste fejl kan rettes inden bilen kommer på markedet. Fiat-problem Således har Fiat kunnet ændre den snart gamle Stilo efter en utilfredsstillende test for et halvt år siden. Men det har været uden større held. Den seneste udgave af Stilo får dårligere karakter end den fik i en tilsvarende ADAC/FDM test for et halvt års tid siden, hvilket får følgende kommentar med på vejen af Leif Nielsen. - Lærer Fiat det aldrig? Da den blev testet af FDM/ADAC var den ikke særlig god. Nu er den blevet bygget om og har forstærket karosseriet og alligevel får den kun fire stjerner, siger Leif Nielsen, der også synes det er for dårligt, at den først er blevet testet nu, mere end tre år efter introduktionen.