Toppolitiker fældet af ulovlige fradrag

STOCKHOLM:Lederen af Vänsterpartiet i Sverige, Gudrun Schyman, har med øjeblikkelig virkning at trukket sig som partileder. Det er en konsekvens af den mediestorm, der i slutningen af ugen rejste sig om hendes person, efter at det kom frem, at hendes selvangivelse var fyldt med ulovlige fradrag. Det betyder, at hun nu står med en massiv skattegæld og truslen om en retssag. På et pressemøde i Stockholm søndag sagde Schyman, at de samtaler, der i weekenden havde været ført med ledende partirepræsentanter fra hele landet, havde været vejledende for hendes beslutning om at træde tilbage. Schyman understregede også, at hun allerede på et tidligere tidspunkt havde besluttet sig for at ville gå af ved partikongressen i begyndelsen af 2004, efter den svenske ØMU-afstemning. Det var kendt i partiets inderkreds, sagde hun. /ritzau/