Toppolitikere ærer prins Henrik og roser hans indsats

Prinsen æres af udenrigsminister Anders Samuelsen, Folketingets formand Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen.

Prins Henrik holdt i januar 2016 jagt i Grib Skov i Nordsjælland. Han sov stille ind tirsdag den 13. februar kl. 23.18 på Fredensborg Slot. Han får ros fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Foto: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen
De kongelige 14. februar 2018 14:34

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mindes på Facebook prins Henrik med "æret være hans minde".

- Hans bortgang er et stort tab for den nærmeste familie, men også for Danmark. Han bidrog med langt mere, end han blev anerkendt for. Alle tanker går til familien, skriver Anders Samuelsen.

Han har haft "æren og den udsøgte fornøjelse", at være sammen med prins Henrik. Både ved officielle lejligheder, men også enkelte helt private.

- Det gav hver gang minder for livet. Prinsen viste sig ved alle disse lejligheder som det, han var: Et dybt begavet, nysgerrigt, musisk, varmt humoristisk og nuanceret menneske, skriver udenrigsministeren.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), udtrykker "stor sorg" over, at prins Henrik er sovet stille ind på Fredensborg Slot.

- En sand verdensmand er gået bort, og vi sørger alle over tabet af det kærlige, generøse og åndrige menneske, han var, og hvis lige man skal lede længe efter, skriver Pia Kjærsgaard.

Hun beskriver hans liv i Frankrig og Indokina, før han blev forelsket i Margrethe og giftede sig med hende i sommeren 1967.

- Hans største og fremmeste kald i Danmark har dog været som trofast støtte for sin hustru og dronning. Man skal ikke langt ind på siderne af hans digtsamling, før man møder og fuldstændig betages af hans uforbeholdne og udtryksfulde kærlighed til sin hustru og livsven, skriver Pia Kjærsgaard.

På "hele Folketingets vegne" sender hun sin "dybeste medfølelse og kondolence til Hendes Majestæt Dronningen og hele den kongelige familie".

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kalder på Facebook prins Henriks død "et stort tab for Danmark".

- Og for familien, som har mistet en ægtemand, far, farfar og svigerfar. Mine tanker går til dem i den svære tid. Tak til prins Henrik for poesien, kunsten og den store indsats for Danmark gennem en menneskealder, skriver Mette Frederiksen.

/ritzau/

Tema: PRINS HENRIK DØD

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...