Topscorer er savnet hos Hobro

Fodbold 7. september 2002 08:00

HOBRO: Hobro IKs førstehold i danmarksserien har fået en rigtig skidt start på sæsonen med kun fire point i de første fem kampe. Det betyder, at holdet forud for kampen i dag Hobro Stadion mod Frederikshavn FI er placeret på rækkens næstsidsteplads. - Spillemæssigt har vi været godt nok med i de fleste af kampene, men det er jo svært at bruge til noget, når vi alligevel taber. Der er ingen, der hænger med hovederne endnu, men jeg må også erkende, at vi trænger til en sejr, siger den spillende træner Per Sørensen. Han mener, at hele holdet stærkt lider under savnet af den skadede topscorer Troels Nielsen. Den koldblodighed han besidder foran mål, har holdet i høj grad savnet i de seneste kampe. - Men vi håber på at få nogle af de andre angribere i gang med målscoringen, i dag, siger Per Sørensen. Der er dog ingen tvivl om at hobroenserne står overfor en meget svær opgave. Gæsterne har kun tabt en enkelt gang i denne sæson, og de to foregående opgør mellem de to hold har ikke givet sejre til Hobro, idet de to hold spillede 1-1 i Frederikshavn lige før sommerferien, og for nøjagtig et år siden vandt Frederikshavn på Hobro Stadion med 2-0. Ydermere har Hobro tabt de to foregående hjemmekampe i denne sæson - endda med så store cifre som 0-4. Lidt galgenhumor har træneren i behold. Et af hans ønsker før kampen er, at Hobro kan slutte med 11 mand på banen. Det har knebet på det seneste. Holdet har i flere kampe været ramt af nogle dumme udvisninger. Hobro må til opgøret stadig undvære den skadede Troels Nielsen, og derudover har Arne Knudsen og Michael Jespersen karantæne. Det giver plads til trioen Jesper Skak, Per Sørensen og Jens Hammer. Holdet ser således ud: Henrik Christiansen, Frederik Bjørn, Michael Børgesen, Jens Hammer, Per Sørensen, Jesper Skak, Claus Christensen, Peter Thomsen, Henrik Jacobsen, Brian Lassen, Lars Justesen, Kenneth Velling, Palle Qvortrup, Paw Røgild og Rasmus Lybæk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...