Topscorer får rollen som joker

chichi igbo kan styrke offensiven hos Fortuna mod Brøndby, hvis hun er spilleklar. Foto: Grete Dahl

chichi igbo kan styrke offensiven hos Fortuna mod Brøndby, hvis hun er spilleklar. Foto: Grete Dahl

HJØRRING:Nigerianske Chichi Igbo kan blive en særdeles værdifuld joker, når Fortuna Hjørring i dag får besøg af mesterskabsfavoritterne fra Brøndby IF i et særdeles vitalt opgør i slutspillet i 3F Ligaen i kvindefodbold. Brøndby afstikker nemlig en skråsikker kurs mod DM-guld nummer syv på stribe med en sejr i Hjørring i dag, idet klubben i givet fald kommer seks point foran netop Fortuna Hjørring, og så tæller det - med Brøndbys og Fortuna Hjørrings vante dominans i dansk kvindefodbold - ikke så meget, at man blot er nået til anden af i alt seks runder i slutspillet i 3F Ligaen. Minimum uafgjort - Vi skal minimum have uafgjort for blot at bevare spændingen i slutspillet, konstaterer Fortuna-cheftræner Flemming Nielsen. - Brøndby er så stærke og så stabilt spillende, at det ellers er svært at få øje på, hvordan, de skulle sætte et så stort forspring over styr igen, fortsætter han. Chichi Igbo, der har været skadet i godt seks uger, trænede med hos Fortuna torsdag og fredag, men det afgøres først i sidste øjeblik, om hun skal spille mod Brøndby. Hun spillede på smertestillende piller for godt 14 dage siden, da Brøndby - uden profilen Cathrine Paaske Sørensen - ydmygede Fortuna ved at vinde 5-0 i Hjørring. Nigerianeren blev trådt ned i en kamp mod OB, og i pokalfinalen mod Skovlunde fik hun et gevaldigt skrald ind på den anden ankel. Den står på pletvask for Fortuna-truppen i dag. - Vi er stadig flove over den indsats, og det skal vi forsøge at rette op på, understreger Flemming Nielsen. Han kan glæde sig over, at det fortsat går bedre og bedre med angriberen Kristine Pedersen, der fik comeback og scorede på frispark i den første slutspilskamp ude mod Skovbakken. Hun fik en flænge i det ene knæ i pokalfinalen og har været savnet i Fortuna-offensiven i lighed med Chichi Igbo på det seneste. Brøndby må til dagens kamp se bort fra Maiken Pape, Ligaens topscorer, der fik direkte rødt kort i den forrige kamp i Hjørring og dermed to spilledages karantæne. Den første karantænedag blev afsonet i søndags mod Skovlunde, hvor Cathrine Paaske Sørensen i stedet gjorde comeback ved at score tre mål. Papes fravær er dog en klar svækkelse af Brøndbys angreb. Hos Fortuna er anføreren for det ghanesiske kvindelandshold, Adjoa Bayor, stadig under lup de nærmeste dage til prøvetræning. Hun indgår ikke i truppen til dagens kamp.