Topscorer i skammekrog

Bytur og dårlig opførsel sender Christian Lundberg ud af AaB-truppen

AaB's topscorer Christian Lundberg er blevet vraget til dagens udekamp mod Frem i Superligaen i fodbold. Officielt er forklaringen fra AaB-lejren den, at Christian Lundberg udeblev fra en restitutionstræning i torsdags, men NORDJYSKE erfarer, at en lidt for fugtig bytur natten til torsdag også er en væsentlig del af forklaringen på, at Christian Lundberg midlertidigt er sendt i skammekrogen. Fem AaB-spillere valgte angiveligt at fejre den resultatmæssige nulløsning i pokalkampen mod Brøndby i onsdags med en tur i byen, da de kom til Aalborg. Fire af dem kom i hæderlig tilstand hjem under dynerne i fornuftig tid, og dette firkløver deltog derfor planmæssigt i torsdagens træning. Christian Lundberg kørte linen noget længere ud i nattelivet og troppede op i blakket tilstand torsdag, da Erik Hamrén kaldte til træning.