Topscorer - i tacklinger

AaB's Allan Olesen fører statistikken over flest tacklinger, men han vil hellere score et mål.

AALBORG:- Jeg er overrasket, for jeg vidste egentlig ikke, der blev ført statistik over den slags, lyder Allan Olesens umiddelbare reaktion til, at han efter 11 runder i Superligaen, er den spiller som sammenlagt har lavet flest tacklinger, blokeringer og interceptions. Og efter at have tygget lidt på den overraskende førsteplads, får højre backen tungen på gled. - Det luner da, for det er jo min opgave at sørge for, at modstanderne ikke kommer frem til chancer, og det går jo åbenbart helt fint. Og nu hvor jeg ved, at der bliver ført statistik over den slags, vil jeg holde øje med, om jeg holder min placering. Det kan jo være, at listen på et tidspunkt skal med ind på sportschef Lynge Jacobsens kontor, lyder det med et glimt i øjet fra Allan Olesen. Målsulten Der er dog en anden liste, som Allan Olesen også meget gerne vil have sit navn på. Det er den over de spillere, som har scoret flest mål. Efter næste halvandet år i AaB har han nemlig stadig sin første scoring for klubben til gode. - Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg uden at tøve bytte ti af mine tacklinger for en scoring. Det er efterhånden alt for længe siden, jeg har prøvet at score et mål, erkender Olesen, som kan grave frem, at han faktisk har været tæt på den forjættede scoring en enkelt gang. - Det var mod FC Midtjylland i sidste sæson, hvor jeg ramte stolpen, siger Allan Olesen. AaB'ere i top Allan Olesen må indtil videre glæde sig over sin status som tackletopscorer, men han er i overhængende fare for at miste sin plads på tronen til en klubkammeret. Rasmus Würtz er lige i hælene på ham og Allan K. Jepsen og Thomas Augustinussen blander sig også i toppen af listen. - Det kan både være et godt og et skidt tegn, at vi har så mange spillere med i det selskab. Vi vil jo gerne være aggressive og presse modstanderne, og det ser jo ud til at lykkes. Men samtidig kan de mange tacklinger måske også være et udtryk for, at vi smider bolden for meget væk og derfor bliver nødt til at gå ind i mange nærkampe for at vinde den tilbage, siger Rasmus Würtz. Hos assistenttræner Allan Kuhn er der imidlertid ikke den store overraskelse over, at det er på tacklelisten, AaB'erne er med fremme. - Den situationen vi har været i har krævet hårdt arbejde, og derfor er det helt naturligt, at vores backer og centrale midtbanespillere ligger i toppen af listen, siger Allan Kuhn.