Topscorer Thomsens lange rejse mod mål

Fodbold 25. oktober 2011 10:00

PANDRUP: I sidste sæson bombede Nickolaj Thomsen 25 mål i kassen i Blokhus FC's vej mod landets næstbedste fodboldrække. I denne sæson skulle man helt frem til 11. spillerunde, før angriberen igen kom på måltavlen. Måltørken er der dog en god forklaring på. Skader har drillet Nickolaj Thomsen i hele efteråret. Først var der problemer med knæet, så fik han en forstrækning, og derefter holdt en fodskade ham ude. - Det har været noget af en rejse, jeg har været ude på, og det har pint mig meget. Jeg havde set frem til at være en af de bærende kræfter på holdet, men sådan har det jo ikke været indtil videre. Men nu er jeg helt fit for fight, og det er godt at være tilbage, lyder det fra sidste sæson topscorer, Han første scoring i 1. division faldt i søndags i udekampen mod Esbjerg, men var ikke nok til at give Blokhus FC et tiltrængt point. De tabte 1-2. Udover sin egen scoring kunne Nickolaj Thomsen dog se masser af positive ting i kampen. - Vi spiller en næsten perfekt kamp mod det måske bedste hold i rækken, og det var rart for mig at få vist gutterne, at jeg er klar igen, og at de kan regne med mig, siger Nickolaj Thomsen, som fik sin anden kamp fra start i efteråret i Esbjerg. Han er optimistisk med henblik på de resterende tre kampe inden vinterpausen. - Jeg synes, vi har fået godt styr på vores spil i de seneste kampe, og jeg håber selvfølgelig også, at jeg har bevist overfor Søren Kusk (cheftræner Blokhus FC red.), at jeg skal starte inde i de sidste kampe, siger angriberen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...